Engelsk avis: Hodgson laver seks ændringer til afgørende kamp
Roy Hodgson starter ifølge den engelske avis Daily Mirror med Daniel Sturridge, Jamie Vardy, Jordan Henderson og Jack Wilshere samt skifter sine to backs til den altafgørende gruppekamp mod Slovakiet.
Det betyder blandt andet, at kaptajnen Wayne Rooney får et hvil og gør plads for Henderson.
Det til trods for, at England stadigvæk har brug for en sejr for at garantere, at de ender øverst i gruppe B, hvilket potentielt kan give en lettere modstander i ottendedelsfinalen.
Nathaniel Clyne og Ryan Bertrand får derfor en startplads fremfor de to Tottenham-backs Kyle Walker og Danny Rose, da Hodgson ifølge Daily Mirror ønsker at give sine backs en pause.
Daniel Sturridges imponerende præstation mod Wales bliver belønnet med en startplads, Jamie Vardy starter oppe foran fremfor Harry Kane og Wilshere kommer på banen for Dele Alli.
Det giver denne opstilling: Hart; Clyne, Smalling, Cahill, Bertrand; Henderson, Dier, Wilshere; Sturridge, Vardy, Lallana