Ny signing på vej: Middlesbrough vil hente hårdfør midtbanespiller
Aitor Karanka og Middlesbrough sikrede sig direkte oprykning til Premier League efter en andenplads i the Championship. Klubben er derfor ved at forberede sig til næste sæsons udfordringer i Premier League.
Viktor Fischer er allerede hentet ind for at forstærke offensiven, mens Bernardo Espinosa skal holde sammen styr på forsvaret. Nu rapporterer Daily Mail, at oprykkerne er på jagt efter en midtbanespiller.
Den engelske avis skriver, at Middlesbrough er interesserede i at hente Lee Cattermole i Sunderland. Den hårdføre midtbanespiller har en fortid hos Middlesbrough, hvor han spillede fra 2005-2008.
Karanka er på jagt efter en spiller, som har Premier League-erfaring, og han er villig til at betale £5 millioner for Cattermole, som i den forgangne sæson fik 23 kampe for Sunderland i Premier League.
Cattermole er kendt som en hård hund på den defensive midtbane. I 173 kampe for Sunderland har han således skrabet 60 gule og seks røde kort til sig.