Koeman-forhandlingerne fortsætter: Vil have hollandsk keeper
Tilbage i marts måned meldte den meget troværdige avis Liverpool Echo, at Ajax-målmanden Jasper Cillessen af Roberto Martinez var identificeret som en mulig erstatning for Tim Howard, der har forladt klubben til fordel for MLS-mandskabet Colorado Rapids.
Martinez blev dog fyret i midten af maj måned efter en række af miserable resultater og selvom Everton endnu ikke har afsluttet ansættelsen af Ronald Koeman som hans erstatning, så er 27-årige Cillessen fortsat et emne.
Koeman skulle angiveligt være stor fan af den hollandske landsholdskeeper, der står noteret for 30 kampe for landsholdet og angiveligt koster omkring £12 millioner, skriver Echo.
Cillessen har to år tilbage af sin kontrakt hos Ajax.
Liverpool Echo skriver ydermere, at Koemans ansættelse som Everton-chef forventes bekræftet i næste uge, når han vender tilbage fra ferie.