Medie: Mourinho vil hente Nani tilbage til Old Trafford
Sidste sommer forlod Luis Nani blandt en række af andre Manchester United-spillere Old Trafford, men angiveligt kan portugiseren være på vej tilbage til klubben.
I tiden hos Fenerbahce er det blevet til 13 kasser og 12 assists i 46 kampe for den 29-årige kantspiller, der stadigvæk har to år tilbage af sin kontrakt hos den tyrkiske klub.
Fenerbahce deltager dog i Champions League i næste sæson – noget Manchester United ikke just kan prale af, men ifølge det tyrkiske medie DHA skulle Nani være uvenner med Fenerbahces cheftræner Vitor Pereira.
Derfor vil Nani væk fra Tyrkiet, og kan være på vej tilbage til Old Trafford. I hvert fald melder DHA, at Nani er blevet enige om de personlige detaljer med sin tidligere klub.
For nyligt udtalte Nani følgende til Goal om José Mourinho.
– Han har tidligere gjort det godt i England. Vi ved, at han altid skaber resultater ved de hold, han er ved og vi håber på, at han igen kan hjælpe Manchester United til at vinde titler, slutter han.