Landsmand: Zlatan skal nok præstere i United
Det lader til, at det kun er spørgsmål om tid, før Zlatan Ibrahimovic bliver bekræftet som ny spiller i Manchester United.
Ifølge Sky Sports har han forhandlet de personlige vilkår på plads med De Røde Djævle.
Landsmanden og den tidligere Manchester City-spiller, John Guidetti, er også overbevist om, at Zlatan Ibrahimovic præsterer, hvis han skifter til Old Trafford.
– Jeg tror, han kender vejret i Manchester, som jeg gør. Han skal nok tilpasse sig og præstere. Alle steder, hvor han har været, har han præsteret. Han er en verdensklassespiller og verdensklasse som person. Alle hold, der får fat i ham, bør være taknemmelige, siger Guidetti ifølge Metro og tilføjer:
– Han er fantastisk på alle punter; måden han snakker med de unge spillere på, og måden han kræver kvalitet på. Det er en fornøjelse at spille med ham. Der kommer aldrig en som ham igen. Han er en ener. Den måde, han har snakket og opført sig på, har inspireret mig. Han kunne sige: "Jeg bliver den bedste", og det er ikke noget en normal svensker vil sige, slutter Guidetti.