Medie: Leicester har Jamie Vardys erstatning på plads
Arsenal udløste i denne uge Jamie Vardys frikøbsklausul på omkring 290 millioner kroner. Det bekræftede Leicesters manager Claudio Ranieri lørdag. Først var meldingen i den engelske presse, at prisen var på lidt mere end 200 millioner kroner, men den er højere end først antaget, forlyder det fra England.
Vardy skulle angiveligt have skrevet under med Arsenal i dag søndag, hvorfor Leicester kan påbegynde jagten på en afløser på Vardy, der i denne sæson med sine 24 Premier League-mål var én af hovedaktørerne i Leicesters meget overraskende mesterskab.
Men afløseren for Vardy har scoret endnu flere mål i denne sæson. Det er dog i den noget svagere portugisiske Primeira Liga, at Islam Slimani scorede 27 kasser for Sporting Clube de Portugal.
Ifølge den portugiske avis O Jogo, så bliver Islam Slimani linet op til at blive Vardys erstatning på King Power Stadium.
The Foxes er tidligere blevet sat i forbindelse med 27-årige Slimani, der kom til Sporting fra det algierske mandskab CR Belouizdad i 2013.