Sky: Big Sam vil have West Ham-spids
Sunderland overlevede den forgangne sæson og sikrede sig endnu en sæson i Premier League, men efter sommerpausen kommer The Black Cats med stor sandsynlighed til at være en del af nedrykningskampen igen.
Derfor har den nordengelske klub brug for forstærkninger, og Sam Allardyce vil angiveligt hente en spiller, som han tidligere har arbejdet sammen med – nemlig Diafra Sakho.
West Ham, der på daværende tidspunkt havde 'Big Sam' som manager, hentede angriberen til klubben fra fanske Metz i 2014, og han blev klubbens topscorer med 12 scoringer i 26 kampe den efterfølgende sæson.
I den forgangne sæson var senegaleseren en knap så stor profil, men han endte trods alt med syv mål, selvom han døjede med en skade fra november til marts.
Sky Sports erfarer, at Sakho vil være tilgængelig denne sommer for den rigtige pris, mens der meldes om, at Sunderland allerede skulle have budt £11 millioner.
West Ham er nemlig på en jagt efter en ny angriber, og det er blevet bekræftet, at man har fået afvist et bud på AC Milans Carlos Bacca.