Livermore glæder sig til Premier League-comeback
Efter en lang, hård og udmattende sæson for Hull CIty lykkedes det til sidst at sikre oprykningen til Premier League efter en sejr i playoff-finalen mod Sheffield Wednesday.
Det betyder, at Jake Livermore og resten af truppen igen skal spille mod klubber som Manchester United, Chelsea, Liverpool osv. og det er noget, som den tidligere Tottenham-spiller ser meget frem til.
– Det har været en lang sæson, men drengene har været fantastiske hele vejen igennem. Vi havde et formdyk på det forkerte tidspunkt, men vi kom tilbage, og sidste lørdag var en speciel dag for alle – manageren, staben, ejerne, spillerne og fansene.
– Vi kan nu se frem til at spille mod alle de store klubber i Premier League. Kampen mod Tottenham vil selvfølgelig blive en speciel kamp for mig personligt, men de bliver alle spændende. Vi er bare glade for, at vi er deroppe igen og kan give noget tilbage til fansene, udtaler midtbanespilleren til klubbens hjemmeside.
Jake Livermore blev hentet til Tottenham som 17-årig i 2006. I 2013 blev han udlejet til Hull og året efter hentede The Tigers englænderen på en permanent aftale.