Cazorla: Vi skal blive klogere
Arsenal indtog førstepladsen i Premier League ved juletid, men svingende resultater i foråret har betydet, at klubben nu er 12 point efter Leicester på førstepladsen. Santi Cazorla, som har været ude med en skade det seneste stykke tid, forklarer i et eksklusivt interview med Sky Sports, at klubbens store problem i denne sæson har været kampene mod de mindre hold:
– Vi bliver helt sikkert nødt til at ændre nogle ting, hvis vi vil vinde Premier League. Vi forsøger hele tiden at blive bedre, men vores største problem er, at vi ikke er kontinuerlig nok, siger spanieren.
– I foråret har vi tabt til Swansea på hjemmebane, ligesom vi også har spillet uafgjort mod Crystal Palace på eget græs. Det er sådanne kampe vi skal vinde, hvis vi vil være mestre.
Arsenal har igennem flere sæsoner været kendt for deres offensive spillestil. Santi Cazorla mener dog, at denne spillestil har kostet en del point i foråret, da spillerne ikke er gode nok til at forsvare en føring:
– Vi har en rigtig offensiv spillestil, som jeg virkelig foretrækker. men nogle gange skal vi være kloge. Hvis vi er foran med et mål, så skal vi blive bedre til at stille os ned og tænke defensivt. Det har vi ikke været gode til i denne sæson, og det har kostet mange point.
– Vi er naturligvis skuffet over resultaterne i foråret, men jeg er sikker på, at vi forbedrer os til næste sæson og spiller med om titlen, slutter Santi Cazorla.