Sunderland-angribere slog til i livsvigtig bundkamp
Der var meget på spil for Norwich og Sunderland denne lørdag eftermiddag. Norwich var inden kampen på 31 point og på 17. pladsen, Sunderland på 27 point og på 18. pladsen. Dermed ville tre point til hjemmeholdet sende nedrykningsspøgelset på afstand for en stund, mens tre point til udeholdet omvendt ville skabe forøget spænding før de sidste runder i Premier League.
Norwich startede kampen bedst, og Sunderland havde svært ved at finde fodfæste i kampen på Carrow Road. Som halvlegen skred frem kom udeholdet bedre med i kampen, og det var da også Sunderland, som scorede kampens første mål.
Andre Wisdom begik straffespark mod Fabio Borini, og italieneren eksekverede sikkert. Sunderland gik til pause med en 1-0-føring.
I starten af anden halvleg blev føringen fordoblet, da formstærke Jermain Defoe sendte et præcist indlæg fra Borini i nettet bag John Ruddy. Nu var det for alvor op af bakke for Norwich, som havde mest boldbesiddelse, men Sunderland holdt stand. I overtiden slog Duncan Watmore sejren fast med sin scoring til 3-0.
Med de tre point er Sunderland nu kun ét point fra Norwich, og klubben fra det nordengelske har endda en kamp i hånden.