Arsenal assistkonge: Jeg kan få mine drømme opfyldt her
Mesut Özil har to år tilbage af sin kontrakt i Arsenal, men rygterne har gået på, at ham og Alexis Sanchez i slutningen af sæson vil blive tilbudt en ny og forbedret kontrakt, da Arsenal ønsker at holde på sine nøglespillere.
Der skulle være gode chancer for at beholde den tyske assistkonge, da han, ifølge eget udsagn, nyder tilværelsen i klubben, hvor han kan opnå sine drømme om titler.
– Jeg har stadig to år tilbage af kontrakten, og som jeg har sagt før, så er jeg godt tilpas. Mine holdkammerater er fantastiske, og byen er dejlig, men man kan aldrig vide, hvad der sker i fodboldens verden, fortalte tyskeren i et interview med BT Sport.
– Jeg har altid villet spille for de største hold i verden og i Champions League, og min drøm er at vinde mange titler, og jeg ved, at jeg kan vinde titler med dette hold, men for at opnå det mangler vi en stor trup, hvis spillerne bliver skadet.
– Mit mål er at hjælpe holdet, og det er vores mål at vinde titler, og jeg tror, vi kan gøre det her i Arsenal.
– Man kan realisere sine drømme her, og hvis vi får et par gode spillere, så kan det sagtens ske.
Den tidligere Real Madrid-spiller har i sæsonen lavet 18 målgivende afleveringer.