Neuer kritiserer engelske klubber
Bayern München hentede i 2011 Manuel Neuer i Schalke 04, og selvom han blev den andendyreste keeper i historien, så fortryder man det næppe på Allianz Arena. Han har udviklet sig til at være en verdensklassekeeper, og i manges øjne er han verdens bedste.
Engang imellem dukker der dog rygter op om andre storklubber, der vil hente Neuer, og et par engelske klubber er i tidens løb blevet nævnt på rygtebasis. Men Manuel Neuer er ikke lutter positiv omkring engelsk fodbold, hvilket han har givet udtryk for i et interview med BT Sport.
– De engelske hold har mange penge og en masse gode spillere, men det er vigtigt ikke bare at fokusere på at blive det bedste hold i England.
– Man skal også holde øje med andre hold i Europa. Se hvad Barcelona, Real Madrid, Bayern München, Dortmund og Juventus gør og sammenlign med de klubber. Det handler ikke bare om at købe de bedste spillere i verden og så håbe på, at de hele løser sig.
– Man skal have en bestemt struktur – fem eller seks engelske spillere, der identificerer klubben og kender gangene på stedet. Det hjælper ikke, at man ændrer klubben og stilen på holdet år efter år, har Neuer altså fortalt til BT Sport.