Mertesacker: Mesterskabet er slet ikke afgjort
Lørdag hentede Arsenal en imponerende 4-0-sejr mod Watford, men trods en kamp i hånden er The Gunners fortsat 11 point bag Leicester på førstepladsen.
Forspringet virker umiddelbart for stort med blot syv runder tilbage af sæsonen, men det vil Per Mertesacker ikke tale om.
– Det er slet ikke ovre endnu. Vi har en god chance, hvis vi vinder alle vores kampe, siger tyskeren til sport1.de og tilføjer:
– Vi skal bevare fokus, og derfor tager vi en kamp ad gangen. Vi koncentrerer os fuldt ud om den næste kamp mod West Ham. Vi har en smule mere tid nu, hvor vi ikke er med i andre turneringer, så vi skal ikke koncentrere os om andet end titlen.
Arsene Wenger har valgt brasilianske Gabriel Paulista over Per Mertesacker de seneste tre kampe, men den store tysker håber, at han kan kæmpe sig tilbage på holdet.
– Jeg må indrømme, at det er nyt for mig. Jeg har været med længe nu, og dette har ikke så tit været tilfældet for mig, men jeg er i godt humør, er fit og har ingen smerter. Jeg spiller selvfølgelig mindre, men jeg kæmper videre. Måske får jeg en ny chance. Tingene ændrer sig hurtigt.
– Man har op- og nedture som fodboldspiller, og man kan ikke gøre andet end at forblive professionel, og det har jeg altid været. Det er derfor, jeg har overlevet så længe i denne branche. Jeg lytter nøje til, hvad træneren siger, og han ved, at han kan stole på mig uanset hvad.
– Jeg vil vise til hver eneste træning, at jeg er klar, når det behøves. Holdet har brug for hver eneste spiller – om jeg er på bænken eller ej. Jeg udelukker ikke chancen for at spille. Jeg kigger altid positivt på tingene, og det er den bedste måde at komme sig over skuffelsen ved ikke at spille, slutter han.