Neville færdig i Valencia - United-fans håber at se ham på Old Trafford
2. december 2015 blev Gary Neville til stor overraskelse ansat som manager i Valencia. 28 kampe senere er Manchester United-favoritten fyret, efter det blandt andet kun er blevet til 14 point i 16 ligakampe.
Neville havde kontrakt indtil sommer, hvor det alligevel var forventet, at han ville smutte, men Valencia-ledelsen har besluttet at lade den tidligere højre back gå før tid.
Gary Neville spillede hele sin aktive karriere for Manchester United, hvor det blev til 602 optrædener, og det lader til, at Neville gerne må lave comeback. Flere United-fans skriver på Twitter, at de ønsker at se Gary Neville på Old Trafford igen. Nogle ønsker ham som manager, andre ser ham gerne som José Mourinhos højre hånd i næste sæson
Der bliver selvfølgelig også spekuleret i, om Neville bliver hentet tilbage som ekspert på Sky Sports, hvor han havde et glimrende samarbejde med Jamie Carragher.