Et glimrende forhold: Leicester og alle de thailandske fans
Leicesters ejer – King Power – har gjort alt i deres magt for at løfte Leicester City Football Club's profil – og har hængt Leicester-merchandise op overalt i Bangkoks travle lufthavn, hvor de mere eller mindre har haft monopol på den toldfri handel af de mere end 50 millioner mennesker, der årligt passerer gennem lufthavnen.
Men udenfor lufthavnen var det svært at holde thaierne fra deres kærlighed til Manchester United, Liverpool og Chelsea.
I dag kan man ikke købe en Leicester-trøje noget sted i Thailand. De er alle udsolgt, og King Power opfordrer klubbens fans til at købe dem fra England. Den imponerende sæson, som the Foxes har haft har betydet, at Premier Leagues nummer et er begyndt at imponere de thailandske fans – selvom de holder med andre hold.
– Jeg er Liverpool-fan, men hemmeligt håber jeg, at Leicester vinder ligaen, fortalte Sorrapat Sriparn mens han så sit mandskab Muan Thong United spille, mens Suphanchai Ketbeungkan, der ifølge BBC længe har været Chelsea-fan, også udtalte, at han længe har været inspireret over idéen om et thai-ejet mandskab.
I slutningen af sidste sæson valgte Leicester at hyre Thailands mest kendte målscorer – Kiatisak 'Zico' Senamuang – til at træne flere unge spillere, og et par af disse sendes årligt til Leicester for at blive testet på holdets ungdomsakademi. Men Arsenal, for eksempel, har en veletableret fodboldskole i Bangkok, der ugentligt bruges af over hundrede børn.
– Leicesters udvikling har gjort et godt indtryk på fansene. Men det tager langt tid at opbygge en fanbase. Store hold som Manchester United eller Liverpool har oparbejdet sine fans i Thailand gennem deres præstation og deres berømmelse over flere årtier. Det er et historisk øjeblik i den engelske Premier League, men det har kun varet to år, så vi må vente og se, udtaler fodboldkommentater Aekarach Kengtooktang til BBC.
Fodbold er kæmpestort i Thailand – selv på trods af landsholdets pauvre præstationer og den nationale ligas dårlige hold – selvom markedet ifølge BBC har forbedret sig i løbet af de seneste år, og støtten til de lokale kampe er langt større end tidligere. Nogle thailændere følger spanske, tyske eller italienske ligaer, men de fleste foretrækker det mere fysisk betonede spil, der er i England.
Som en konsekvens har thailandske rigmænd købt engelske klubber som en måde at hæve deres status og profil i hjemlandet. Trenden startede, da den kontroversielle tidligere premierminister Thaksin Shinawatra købte Manchester City i 2007. Han solgte dog klubben et år senere. Thailands største ølmærke, Chang, har ligeledes sponsoreret Everton siden 2004. Oven på King Powers køb af Leicester i 2010 valgte landets største seafoodproducent at købe Sheffield Wednesday, mens et andet thailandsk konsortium købte Reading.
Men det er King Power, der har ramt jackpot.