Au Revoir Remi? Garde forrådt af Villa-ledelsen
Aston Villa er sidst i Premier League og nedrykningen er efterhånden mere en realitet end en risiko. Den franske manager Remi Garde har ikke formået at vende skuden for Jores Okore og co. der hænger håbløst efter i Premier League.
Nu skulle Remi Garde så have meddelt ledelsen i Aston Villa, at han ikke ser sin egen fremtid på Villa Park.
Garde har mere end tre år tilbage af sin aftale med klubben og Aston Villa skal derfor betale en stor kompensation, hvis man fyrer Garde. Det vil man dog ikke og derfor arbejder parterne nu på et kompromis, der kan se Garde smutte i den kommende uge.
Garde skal have møder med direktøren David Bernstein og resten af ledelsen i næste uge. En løsning, der enten ser Garde forlade klubben eller blive indtil sæsonens afslutning forventes fundet inden kampen mod Chelsea FC i næste weekend.
Garde føler sig forrådt af ledende personer i Aston Villa. Specielt chefen for klubbens scouting, Patrick Riley, der er en af hovedmændende i klubbens transferpolitik.
Riley skulle flere gange i januars transfervindue have meddelt Garde, at ønskede spillere ikke ville spille i Aston Villa. Da Garde selv kontaktede spillerne, fortalte de, at de aldrig havde talt med en repræsentant for Aston Villa. Derfor er forholdet imellem Riley og Garde nu iskoldt og det menes, at klubledelsen vil af med dem begge.
Direktør David Bernstein udtaler selv, at han er ''overrasket over manglen på fodboldforstand på bestyrelsesniveau'' og understreger over for The Telegraph, at disse problemer skal af vejen inden den formodede nedrykning til The Championship.
