Benjani beskriver: Sådan er det at score i et Manchester-derby
Benjani Mwaruwari fra Zimbabwe optrådte for Manchester City mellem 2008 og 2010, og selvom angriberen aldrig blev nogen stor succes for The Citizens, oplevede han noget helt specilt.
Da Manchester City slog rivalerne fra Manchester United med 2-1 på Old Trafford i 2008, kom Benjani nemlig på tavlen. I et interview til Manchester Citys hjemmeside fortæller han om, hvordan det var at score mod bysbørnene.
Det var ikke meningen, at derbyet skulle blive din debut, vel?
– Nej, jeg skulle have spillet mod Aston Villa en uge tidligere, men der var problemer med papirarbejdet efter mit skifte fra Portsmouth på Deadline Day, så min første kamp blev mod United.
Hvad husker du fra den dag?
– Jeg husker, at det var 50-året for tragedien i München, og Old Trafford var meget følelsesladet den dag. Fans af begge klubber stod sammen den dag, og det var et privilegium at være en del af dette. Jeg vidste dog ikke, at det var 34 år siden vores seneste sejr der.
Fortæl os om dit mål…
– Jeg husker, at jeg var en del af opspillet, der førte til Darius Vassells føringsmål, og vi var blot fokuserede på at føre ved pausen. Vi havde næsten spillet 45 minutter, da Martin Petrov fik bolden i højre side af banen og svingede bolden indover. Jeg rørte nærmest ikke bolden, den snittede mit hoved og gik i det lange hjørne til 2-0.
Du så ud til at nyde momentet…
– Ja, det gjorde jeg. Jeg løb over til City-fansene, der gik helt amok, og min jubelscene gik rent igennem. Vi gik ind til pausen, og det gik op for os, at vi var foran 2-0 på Old Trafford mod et hold, der kæmpede om mesterskabet.
United spillede fantastisk på dette tidspunkt og havde et utroligt hold, så vi vidste, at de ville presse på i anden halvleg. Vi ville gerne bare have fløjtet kampen af. De scorede til 2-1, men vi holdt heldigvis fast. Det var først efterfølgende, jeg fik fortalt, at vi ikke havde vundet der i 34 år, så jeg var glad for at være med til at ende denne stime.