Hiddink: Hazard fokuserer på Chelsea
Eden Hazard har ikke haft nogen fantastisk sæson for Chelsea, mildt sagt. Belgieren er dog igen begyndt at vise prøver på sidste sæsons storspil, og manager Guus Hiddink har fortsat stor tiltro til stjernen.
Den hollandske manager mener nemlig ikke, at mediernes spekulationer omkring et skifte til Real Madrid har påvirket stjernen under Hiddinks virke som Blues-manager.
– Alle har deres egen karisma. Diego Costa viser eksempelvis sine følelser. Når han er sur, kan man se, at han er sur. Eden er en anden karakter, en smule mere indadvendt. Han viser ikke, hvad han virkelig føler. Han er en anden person med et andet udtryk, men det betyder ikke, at han ikke er engageret.
– Han er fokuseret på Chelsea, så det er derfor, jeg forsvarer ham. Han vil gerne levere mere. Det handler ikke om attituden, siger Hiddink på pressekonferencen inden lørdagens FA Cup-kvartfinale mod Everton.
Den tidligere hollandske landstræner tilføjer også, at Hazard sandsynligvis kommer i aktion til denne kamp. Belgieren har ellers døjet med en hofteskade og spillede med smertestillende mod PSG.
– Vi taler med spillerne. Vi måler og vejer dem. Vi har dette system, hvor en spiller enten kan være i fysisk god form eller være i en 'træthedszone.' Her har spillerne nemmere ved at blive skadet. Eden havde dette problem for nogle uger siden, hvor han kom tilbage fra en skade og havde mulighed for at blive skadet igen.
– Men det er ikke et problem længere, så jeg vil mene, at han kan arbejde hårdt uden den store risiko.