Kontrakt lækket: Di Marias skifte til Manchester United
Football Leaks har igennem de seneste måneder været et stort samtaleemne, da de har lækket flere informationer omkring de største transfers inden for de seneste par år.
Nu har de fået fingrene i aftalen mellem Real Madrid og Manchester United, der sendte Angel Di Maria til Old Trafford.
Prisen lyder på €75 millioner, men derudover er der en masse andre klausuler, hvor Manchester United kunne ende med at betale endnu mere for ham.
Det viser sig nemlig, at Manchester United skulle betale €1 million til Real Madrid, hvis de kvalificerede sig til Champions League med argentineren i truppen. Skulle Angel Di Maria være blandt de sidste tre nominerede til Ballon d'Or, skulle Manchester United betale €5 millioner til Real Madrid – og yderligere €5 millioner, hvis han gik hen og vandt prisen.
Derudover blev der også indført en klausul, hvor Manchester United skulle betale en stor sum penge, hvis man solgte Angel Di Maria til en anden spansk klub med undtagelse af Barcelona, som de ikke måtte sælge til. "Bøden" lød på €50 millioner, hvis man solgte ham inden sommeren 2015, €40 millioner inden sommeren 2016 og €30 millioner inden sommeren 2017.
Se kontrakten i nedenstående billeder:



