Piers Morgan lover bizar fejring, hvis Giroud scorer mod Barcelona
Alan Brazil Sports Breakfast havde denne morgen besøg af Piers Morgan, og TV-personligheden, der er stor fan af Arsenal, var stadig helt nede over sin klubs skuffende resultat på hjemmebane mod Southampton tirsdag aften.
Her kunne Morgan se blandt andre Oliver Giroud brænde flere store chancer, og igen gjorde han det klart, at The Gunners har brug for en verdensklasseangriber.
Morgan er også så pessimistisk omkring Girouds muligheder for at score i de kommende Champions League-kampe mod FC Barcelona, at han vil løbe nøgen rundt omkring Emirates Stadium, hvis franskmanden finder vej til netmaskerne i de to kampe.
– Vi snyder os selv. Vi tror, vi spiller god fodbold. Vi har ingen kliniske afsluttere foran mål. Giroud vil score 20 eller 22 mål pr. sæson. Han er specialist i at score mål mod Newcastle, lød det blandt andet fra Morgan.
– Hvis Giroud scorer mod Barcelona, vil jeg lave en ’naked conga’ (en række af nøgne mænd, red.) rundt om Emirates Stadium. Du hørte det her først.