Schmeichel om United-sejr: Ikke fantastisk, men bedre
Manchester United er videre i FA Cup'en efter en 3-1 sejr over Derby County på Ipro Stadium fredag aften. Rooney, Blind og Mata scorede målene, da United leverede en professionel indsats mod Championship-holdet.
Danske Peter Schmeichel var ikke imponeret, men alligevel ganske positiv omkring udviklingen i Manchester Uniteds spil i aftenens kamp sammenlignet med de senere uger.
– Hvis de havde tabt i aften, så havde Uniteds sæson været slut. Og hvornår har Uniteds sæson lige været slut i januar sidst? Siger Schmeichel til BBC One og fastslår:
– Du kan ikke få mig til at sige, at det var en fantastisk præstation, men det var meget bedre end det har været i de seneste uger. Det giver et håb om, at der er forbedringer lige rundt om hjørnet, slutter den danske United-legende.
Manchester United er nu videre til femte runde af FA Cup'en.