Pochettino: Bekymrer mig ikke om Chelsea-rygter
Mauricio Pochettino har, med stor succes, brugt adskillige unge spillere på Tottenhams hold i denne sæson.
The Lilywhites indtager rækkens fjerdeplads med 42 point for 23 kampe, og klubbens manager, Mauricio Pochettino, er således blevet sat i forbindelse med managersæderne hos Manchester United og Chelsea.
Rygterne bekymrer dog ikke den tidligere Southampton-manager, der fokuserer på at lykkes med det unge Tottenham-mandskab.
– Nej, jeg bekymrer mig ikke om det. Medierne vil altid bringe rygter, men jeg bruger ikke tid på det. Der er også masser af rygter omkring spillere, og der nævnes mange forskellige navne lige nu. Jeg fokuserer på at få succes med Tottenham og arbejde hårdt, fortæller Pochettino til Press Association Sport og uddyber:
– Det hele er blot rygter. Jeg arbejder altid efter nutiden og fremtiden. Jeg er meget glad for at være her. Efter 18 måneder har vi skabt en rigtig stærk gruppe, der giver grobund for succes i fremtiden. Mit job er at være fokuseret – ikke at lytte til rygter.
Tottenham er ikke lykkedes med at kvalificere sig til Champions League siden 2009/10-sæsonen.