Det danske landshold mangler noget langt vigtigere end en ny landstræner
Der er efterhånden rigeligt at kritisere Brian Riemer for.
De taktiske dispositioner, holdets manglende sammenhæng og en række beslutninger, der har fået mig – og andre fodboldinteresserede – til at stille spørgsmål ved, om han er den rette mand til at stå i spidsen for det danske landshold.
Men jeg synes faktisk, at diskussionen er blevet for ensidig.
For hvad nu, hvis problemet stikker langt dybere end landstræneren?
Jeg har fulgt dansk fodbold i en menneskealder. Jeg har oplevet de store landsholdsgenerationer, de gyldne øjeblikke og perioder, hvor forventningerne har været mere beskedne.
Men jeg har svært ved at huske et tidspunkt, hvor jeg har været så lidt imponeret over den samlede individuelle kvalitet i det danske spillermateriale.
Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at Danmark mangler dygtige fodboldspillere. Vi har fortsat spillere i store europæiske klubber, og flere af dem besidder kvaliteter på internationalt niveau.
Men hvor er de spillere, der kan afgøre kampe på egen hånd?
Hvor er den individuelle klasse, den tekniske overlegenhed og den kreativitet, som tidligere gjorde Danmark til en modstander, selv de største nationer skulle tage alvorligt?
Vi kan diskutere Brian Riemers fremtid fra nu af og frem til næste landskamp. Men hvis vi ikke også tør diskutere kvaliteten af de spillere, han har til rådighed, risikerer vi at overse et langt større problem i dansk landsholdsfodbold.
Portugal-sejren blev måske overvurderet
En anden vinkel, som jeg synes har manglet i den efterfølgende debat, er perspektivet på den danske 4-1-sejr over Portugal.
Der gik efter min mening lidt for meget jubeloptimisme i den danske sportsdækning efter den kamp.
Jo, det var en flot præstation. At besejre Portugal på udebane med 4-1 er bestemt ikke nogen hverdagsbegivenhed.
Men det er også nødvendigt at se på kampens betydning og Portugals udgangspunkt. Hvis modstanderen ikke har det samme resultatmæssige pres, som man selv har, påvirker det selvsagt kampens karakter og intensitet.
Og så kom tirsdagens opgør mod Norge i Parken.
Her tabte Danmark 2-3 efter at have været foran 2-0. Pludselig så vi et helt andet billede af det danske landshold. Et hold, der mistede kontrollen, havde svært ved at håndtere modstanderens offensiv og endnu en gang ikke formåede at holde fast, da det virkelig gjaldt.
Det er netop den slags præstationer, der bør give anledning til en mere grundlæggende diskussion.
For det er ikke første gang, Danmark har svigtet, når forventningerne og presset har været størst.
VM-kvalifikationen endte med at glippe efter nederlaget til Tjekkiet i playoffkampen i marts 2026. Og allerede i november 2025 havde Danmark leveret en skuffende præstation mod Belarus, da det kun blev 2-2 hjemme i Parken.
Det er svært at ignorere det tilbagevendende mønster.
Peter Møller har også et ansvar
I mellemtiden er Brian Riemer blevet fredet af fodbolddirektør Peter Møller.
Det er samtidig værd at huske, at DBU allerede i oktober 2025 forlængede landstrænerens kontrakt frem til EM i 2028.
Det var en beslutning, der efter min opfattelse blev truffet på et meget spinkelt resultatmæssigt grundlag.
Man kan naturligvis argumentere for, at en landstræner skal have arbejdsro og mulighed for at bygge et hold op over længere tid. Kontinuitet er ikke nødvendigvis en dårlig ting i international fodbold.
Men når man forlænger en kontrakt så tidligt i et landstrænerforløb, påtager man sig også en risiko.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Efter den missede VM-slutrunde er det derfor ikke kun Riemers position, der bør diskuteres. Det er også Peter Møllers beslutningsgrundlag og DBU’s sportslige strategi.
Kontraktforlængelsen gør ikke en eventuel udskiftning umulig, men den kan gøre processen både dyrere og mere kompliceret.
1992 kontra 2026: Hvor er de individuelle profiler?
Der er selvsagt milevidt mellem det danske landshold, vi ser i dag, og det hold, der noget overraskende rejste hjem fra EM i Sverige i 1992 med guldmedaljer om halsen.
Og jeg er naturligvis fuldt ud klar over, at fodbolden har udviklet sig markant siden dengang. Spillet er blevet hurtigere, mere fysisk og langt mere taktisk organiseret.
Men det ændrer ikke på, at 1992-generationen rådede over individuelle kvaliteter, som vi har svært ved at finde tilsvarende i dag.
Peter Schmeichel var en international topmålmand. Brian Laudrup havde offensive evner og en individuel kreativitet, som kunne gøre forskellen mod selv de bedste modstandere.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Kim Vilfort besad en spilforståelse og taktisk intelligens, der gjorde ham til en afgørende figur på holdet. Og Flemming Povlsen havde international erfaring, bevægelighed og en fysisk gennemslagskraft, som gjorde ham til en vanskelig modstander.
Det var ikke 11 verdensstjerner. Men det var et hold med flere spillere, der kunne noget helt særligt.
Det er netop den type profiler, jeg savner på det danske landshold i dag.
På målmandsposten er situationen eksempelvis en anden end tidligere. Mads Hermansen vogter nu buret og repræsenterer West Ham, der i 2026 spiller i Championship. Han er en dygtig målmand med et betydeligt potentiale, men det er ikke ensbetydende med, at han allerede besidder den samme internationale status, som Peter Schmeichel havde.
Det samme gælder sammenligningen mellem Brian Laudrup og Mikkel Damsgaard.
Damsgaard har bestemt offensive kvaliteter, teknik og evnen til at skabe muligheder. Men jeg savner den individuelle gennemslagskraft og det internationale topniveau, som Brian Laudrup repræsenterede.
Det er ikke en kritik af Damsgaard som fodboldspiller, men snarere en konstatering af at sammenligningsgrundlaget er ganske anderledes.
Problemet er også balancen på midtbanen
Et godt landshold handler naturligvis ikke kun om at have gode spillere.
Det handler i lige så høj grad om at få deres individuelle kvaliteter til at fungere sammen.
Her synes jeg også, at Brian Riemers dispositioner giver anledning til spørgsmål.
Når han eksempelvis vælger at benytte både Morten Hjulmand og Pierre-Emile Højbjerg på midtbanen, kan man diskutere, om Danmark får tilstrækkeligt med kreativitet og fremadrettet dynamik fra de centrale positioner.
Begge spillere har betydelige kvaliteter. De er arbejdsomme, taktisk disciplinerede og stærke i de defensive aspekter af spillet.
Men deres profiler har også ligheder.
Det er derfor relevant at spørge, om landsholdet mangler en anden type midtbanespiller. En spiller, der kan bryde modstanderens kæder med afleveringer, vende spillet hurtigt og skabe noget uforudsigeligt i de områder, hvor kampene ofte afgøres.
Sammenlignet med EM-holdet i 1992 savner jeg især en spiller med Kim Vilforts kombination af spilforståelse, overblik og evne til at finde de rigtige løsninger i pressede situationer.
Det er den slags kvaliteter, der ikke nødvendigvis kan aflæses i statistikkerne over mål og assists, men som har enorm betydning for et holds samlede niveau.
2018-2021: Danmark havde en anden international tyngde
Det er heller ikke nødvendigt at gå helt tilbage til 1992 for at finde et dansk landshold med en anden individuel tyngde.
Ser vi på perioden fra 2018 til 2021, havde Danmark en række profiler, som i dag er svære at erstatte.
Kasper Schmeichel var en etableret international målmand med stor erfaring fra Premier League.
Simon Kjær var en forsvarsspiller med lederegenskaber, taktisk forståelse og international rutine.
Artiklen fortsætter efter billedet.

Og Christian Eriksen var en kreativ midtbanespiller med en teknisk kvalitet og et blik for spillet, som gjorde ham til en helt særlig profil.
Det var tre spillere, der på hver deres måde kunne løfte holdet.
De kunne tage ansvar, læse kampene og hjælpe medspillere omkring sig. Samtidig havde de erfaringen fra de største europæiske ligaer og internationale turneringer.
Det danske landshold, der nåede semifinalen ved EM i 2021, var ikke bare et resultat af god holdånd og en stærk kollektiv indsats.
Det var også et hold med en række spillere, der individuelt havde et meget højt niveau.
Og netop den kombination synes jeg, vi mangler i dag.
Danmark kontra Norge: Den afgørende forskel
Det seneste opgør mod Norge illustrerede efter min mening problemet ganske tydeligt.
For hvad har Norge, som Danmark mangler?
Først og fremmest to spillere i absolut international topklasse: Erling Haaland og Martin Ødegaard.
Haaland er en angriber, der kan afgøre kampe med ganske få berøringer. Hans fysik, løbekapacitet og afslutningsevne gør ham til en konstant trussel mod enhver modstander.
Ødegaard er en helt anden type spiller, men mindst lige så afgørende for Norges offensive udtryk. Han kan styre tempoet, finde de afgørende afleveringer og skabe chancer i situationer, hvor andre spillere ville vælge den sikre løsning.
Det er spillere, som modstanderne er nødt til at forholde sig særligt til.
Danmark har ikke tilsvarende profiler i øjeblikket.
Vi har dygtige spillere, men vi mangler i højere grad de individualister, der kan ændre kampens udvikling, når holdets kollektive struktur ikke fungerer.
Det blev særligt tydeligt mod Norge.
Danmark kom foran 2-0, men formåede ikke at fastholde føringen. Norge havde spillere, der kunne tage ansvar og ændre kampbilledet, mens Danmark igen fik problemer, da modstanderen satte tempoet op.
Det er naturligvis ikke hele forklaringen på nederlaget. Taktiske beslutninger, organisation, indskiftninger og individuelle fejl spiller også ind.
Men forskellen i individuel offensiv kvalitet er efter min mening en væsentlig del af forklaringen.
Det er større end Brian Riemer
Jeg er bestemt ikke ude på at frikende Brian Riemer.
Han skal vurderes på sine resultater, sine taktiske dispositioner og sin evne til at få det danske landshold til at fungere som en samlet enhed.
Og på flere af de områder er der fortsat betydelige spørgsmål, som han skal besvare.
Men jeg synes, det er for nemt at gøre landstræneren til den eneste forklaring på Danmarks problemer.
Et landshold er aldrig bedre end den samlede kvalitet, som træneren har til rådighed. Selv den dygtigste landstræner kan have svært ved at skabe resultater, hvis holdet mangler spillere med den individuelle klasse, der kan afgøre de tætte kampe.
Derfor bør debatten også handle om dansk talentudvikling, vores evne til at udvikle teknisk dygtige og kreative spillere og den sportslige retning i dansk fodbold.
Hvorfor producerer vi tilsyneladende færre spillere med den individuelle gennemslagskraft, som tidligere generationer havde?
Er vi blevet for fokuserede på systemer, struktur og taktisk disciplin på bekostning af den individuelle kreativitet?
Og er vores talentudvikling i tilstrækkelig grad indrettet på at skabe spillere, der kan tage ansvar og afgøre kampe på højeste internationale niveau?
Det er spørgsmål, som DBU bør være villig til at diskutere.
For jeg savner spillere, der kan overraske, udfordre og afgøre kampe på egen hånd. Spillere, der ikke blot udfører deres taktiske opgaver, men som besidder individuelle kvaliteter, der kan ændre kampbilledet.
Vi har fortsat dygtige danske fodboldspillere. Det skal der ikke herske tvivl om.
Men jeg er langt fra overbevist om, at vi har den samme koncentration af ekstraordinære talenter, som vi tidligere har haft.
Og det er måske et langt større problem for dansk landsholdsfodbold end spørgsmålet om, hvorvidt Brian Riemer er den rette mand til jobbet.


















