
Status på Nations League: Hvordan står Danmark?
Det er måske lidt tidligt at gøre status på Nations League, for der resterer jo et par kampe endnu, men hvordan står landsholdet lige nu, og er 9 point for 3 sejre og 3 nederlag samlet set tilfredsstillende?
Landsholdet har i Nations League kampene gennemgående præsenteret et udtryk, der er særdeles positivt. Kulminerende med opvisningen i lørdags i Braga.
Vi er midt i en opbygningsfase efter den missede VM-kvalifikation, og på flere pladser mangler vi rutine, og desuden noget bredde. Det er for eksempel helt evident, at vi er udfordret på målmandspladsen. Filip Jörgensen leverede en dyr fejl i kampen i Oslo, og i går var Mads Hermansen så uheldig at stå for det mest eklatante drop på landsholdet siden 1977.
Når ærgrelsen lægger sig, så står det alligevel klart, at vi har to dygtige keepere. Mangel på erfaring koster, og det er essentielt at holde fokus på, at der fremover ikke opstår en monopolisering af positionen, som det tidligere har været tilfældet. De dyrebare relationer, som forhenværende landstræner Kasper Hjulmand elskede at fremhæve, opstår over tid – og ikke af at sidde på bænken.
Dårligste præstation
Kampen i Parken i går var landsholdets dårligste rent spillemæssigt i NL-gruppen. Den var også den ringeste siden 0-0 mod Skotland for to år siden. Hermansens foræring gav Norge vind i sejlene. Og danskerne formåede aldrig at vinde momentum tilbage. I stedet spredte der sig en nervøsitet, der kunne mærkes helt op på bagerste tribuneafsnit.
Anden halvleg formede sig som en forsvarskamp. Det er ikke sådan, jeg har lyst til at se landsholdet, men nogle gange er det svært at undgå. Især når modstanderen viser klasse. Det gjorde nordmændene. Martin Ødegård var gevaldigt i hopla, og den norske sejr var fortjent.
Det er bare pokkers ærgerligt, at vi taber på personlige fejl, og at det perfekte resultat ikke kunne holdes – bare et halvt minut længere. Det er de knivskarpe og fuldkommen ubarmhjertige marginaler, som adskiller succes og fiasko.
Landstræneren
Brian Riemer har været under hårdt pres. Men han har leveret på det spillemæssige udtryk. Danmark har spillet med offensiv vilje og tro på egne evner. Den ”risikovillighed” gav et stærkt afkast i Braga, og ganske godt spil i de to første kampe i Oslo og mod Portugal i Parken. Wales blev besejret i begge indbyrdes opgør. Helt fortjent, selv om vores hold var stærkt hæmmet af skader.
Der er gået mange mål ind. Men det er en del af vilkårene, når defensiven mangler rutine, og vi har pt. ikke tilstrækkelig bredde i udvalget af forsvarsspillere.
Det var forventeligt, trods præstationen i Braga, at der igen ville være stram kritik af landstræneren, hvis Norge vandt i Parken. Nogen resultatmæssig katastrofe er det dog langtfra.
Danmark sikrede topseedningen til EM-kvalifikationen, og de 4 potentielle modstandere i playoff bør ikke kunne sende os ned i Nations Leagues andet lag (en udekamp i Sarajevo er dog altid en yderst ubehagelig sag, så det vil være fint at undgå Bosnien).
Den klassiske diskussion
Udskiftningerne er hele sofa-Danmarks yndlingsdebat. Alle har en mening om hvordan landstræneren burde have ageret. Den og den kom for sent eller tidligt ind, og den ene eller anden burde have været udskiftet. Mod Norge i går aftes forekom udskiftningerne velovervejede.
Mikkel Damsgaard spillede desværre en ret dårlig kamp. At sætte Victor Froholdt ind, var helt logisk. Danmark formåede ikke at tilbageerobre initiativet, og Damsgaard var blind passager. Intentionen med Froholdt var selvfølgelig at bryde de norske angrebsbølger. Det lykkedes desværre ikke. Men 30 sekunder før tid havde vi altså resultatet.
Daramy og Højlund var møre og måtte ud. Og udskiftningen af Rasmus Nissen Kristensen, der løb rundt med et gult kort og duellerede med den fremragende wing, Antonio Nusa, var helt efter bogen.
Kommunikationsbrist
Eneste ”mislyd” var, at Pierre Emile-Højbjerg kørte på benzindampe mod slutningen. Det forekom lidt tragikomisk, at anføreren signalerede ud til staben, at han ville ud, på et tidspunkt hvor de tre udskiftningsvinduer var brugt op. Hvorfor markerede han ikke, at han var færdig blot 2-3 minutter før? Der er altså et kommunikationsproblem, der bliver nødt til at blive adresseret fremadrettet.
I øvrigt lignede Højbjerg en mand der var tæt på at eksplodere i interviews efter kampen. Han leverede personligt en meget skuffende præstation. Udover hans (flotte) mål, var der ikke meget positivt at notere. Han var tung og kom ofte på mellemhånd. Og Norge fik ret uhindret lov til at styre midtbanen. Så måske var anføreren mest indebrændt over sin egen indsats?