Modets triumf: Landsholdet skrev historie

Sejren – nej, udraderingen – på udebane i går aftes i Braga er et historisk resultat.

Portugal har aldrig tabt en betydende hjemmekamp mod så klare cifre, og de er formentlig ikke blevet så eklatant nedspillet i en landskamp i mands minde. Morten Bruun kalder præstationen den ”bedste danske udekamp i historien”. Jeg giver ham ret.

Vi skal formentlig tilbage til de glade 1980’ere for at finde en indsats, der i dén grad var offensiv, seværdig og æstetisk nærmest fuldkommen.

Hvordan skal landsholdet spille, hvilket udtryk skal det præsentere? Det vil der altid være delte meninger om, og det er helt fair at Ricardos og Hareides pragmatisme har deres tilhængere. Landsholdet forener nationen på tværs af alle tænkelige samfundssegmenter, og det er sejre der samler. Men det er præstationer som denne, der skaber den fælles eufori.

Hvad var udslagsgivende for sensationen?

Først og fremmest er det uomgængeligt at fremhæve det mod, som landstræneren og staben lagde for dagen, ved at gå ud med en så offensiv startopstilling, som det var tilfældet. Valget af Daramy frem for Froholdt var særdeles frækt. Jeg var nervøs for, om det ville være en hindring i forhold til at undgå portugisiske spildominans. Men det klarede holdet uden Victor. Gennem den tro på egne evner, og den risikovillighed som Brian Riemer helt fra starten har proklameret, skal være karakteristisk for landsholdets spillestil.

Jeg kaldte taktikken ”lovlig dristig” i min kampoptakt i går. Morten Bruun skærpede tonen en anelse med begrebet ”dumdristig”. Ligesom Morten lægger jeg mig fladt ned. Landstræneren havde fuld tillid til sit mandskabs evne til at styre og skabe opgøret. Det lønnede sig.

Den tilgang skabte seværdige præstationer i sidste landskamptermin, hvor holdet manglede det sidste nøk i kampene mod Norge og Portugal. I aftes gik det op i en højere enhed. Det er et vidnesbyrd om, at et fornyet og revitaliseret landshold er kraftigt på rette kurs.

Nuvel, vi var lidt heldige med at få et tyndt straffespark at komme i gang på. Men vi sad på portugiserne i en grad, der gjorde, at man fornemmede, at Danmark ville vinde alligevel.

Brian Riemer troede på sine folk

Det er også på sin plads at fremhæve landstrænerens vedholdende tro på spillere, som har været stærkt kritiserede. Jeg erkender blankt, at jeg ofte har ”været efter” Joachim Andersen, fordi jeg fandt, at en spiller med så stor rutine og så højt niveau, ikke tog nok ansvar på landsholdet. Men det har Joachim så sandelig gjort i Nations League kampene. Kronet med et fantastisk mål i går. Og så i en periode, hvor han slås med problemer i Fulham.

Oliver Provstgaard og Gustav Isaksen er eksempler på spillere, der har kunnet benytte landsholdet som platform – eller måske endda katapult – i forhold til at løfte deres spil på klubniveau. Gustav var ikke så dominerende i går, men det kommer forhåbentlig på tirsdag i Parken. I Braga blev han overskygget af Daramy i venstresiden. Ligesom Morten Bruun har givet udtryk for, så kan jeg også godt ønske for Mo, at han kommer til en større klub i nærmere fremtid. Men lige nu er det bare skønt at se ham rulle potentialet ud efter lange, frygtelige skadesperioder.

Og så har Rasmus Højlund vist sat sine (mange) kritikere grundigt på plads. Sikke en verdensklassepræstation! Samarbejdet med Mikkel Damsgaard er intet mindre end forrygende.

Kampagnen forstummede – for en tid

Brian Riemer har længe måttet lægge ryg til en ganske urimelig og uhyre voldsom kritik. De eksperter, der har været de ”faste” kritikere, er bemærkelsesværdigt tavse i mediebilledet (indtil videre) i dag. ”Forklaringerne” på den overvældende præstation vil formentlig gå på, at Portugal ikke havde noget at spille for, og at der var motivationen til forskel. Men det er jo noget vrøvl.

Ibererne er en stolt fodboldnation, og det er ikke ligegyldigt for dem at tabe til et hold, som i deres perspektiv er relativt underlegent. Der er allerede en ransagelse i gang i Portugals rækker. Desuden er den ellers ret sikre førsteplads jo nu kommet potentielt i fare. Portugiserne er dårligere indbyrdes end Danmark, og mangler en udekamp i Wales (der desværre ikke længere har noget at spille for, bortset fra æren). Det er ikke et scenarie, som sydeuropæerne på nogen måde ønskede.

Men fat mod, I negative meningsdannere: Om tre dage er der en ny kamp og en ny mulighed for at fortsætte den vinkel, som Dan Hammer i Tirsdagstrænerne modigt kaldte en ”kampagne”.

Gårsdagens optakt: Her er Danmarks opstilling og nøglerne til overraskelsen i Braga