
En genial idé blev verdens bedste legetøj
Det var landsholdsmålmanden Eigil Nielsen, der i 1947 startede firmaet Select (sammen med Poul F. Schlie).
Eigil var på det tidspunkt keeper i KB, der vandt tre mesterskaber i træk (1948-50) og med på det berømte ”Bronzehold” ved OL i 1948. Idrætsparken genlød ofte af kampråbet ”Er du med, Eigil?”
Han var en mand med mange jern i ilden. Aktiv i modstandsbevægelsen og med i Den Danske Brigade.
Læs portræt her: Dansk målmandslegende blev kaldt Europas bedste – men sagde nej til en professionel karriere

Genial opfindelse ændrede spillets anatomi
Eigil havde en baggrund inden for forarbejdning af sko- og lædervarer, og han tumlede med tanker om den måde som fodboldene dengang blev fremstillet. De runde svineblærer, der gennem tiderne har skabt så megen glæde, var konstrueret med en snøre, der kunne være ubehagelig – og endda direkte farlig – at heade til. På regnvåde baner blev boldene tunge og de kunne let tabe den optimale form og ”rundhed”.
Eigil fostrede en genial idé: En bold uden snører. I 1951 blev Select leverandør af fodbolde til DBU, og produktudviklingen fortsatte.
I 1962 introduceredes bolden med 32 felter. Den bestod – og består – af en sammensætning af 32 felter (20 sekskanter og 12 femkanter). Det sikrede en aerodynamik der var intet mindre end banebrydende. Inden for fodboldhistorien kan man, med rette, tale om et ”før og efter” Selects og Eigils opfindelse. Spillets anatomi ændredes fundamentalt med den nye landvinding. De nye fodbolde skabte simpelthen et essentielt værktøj i forhold til spillets tekniske udvikling.
Det matematiske og geometriske princip bag de 32-felter er i dag nærmest uomgængeligt i al fremstilling af bolde verden over.
Verdens bedste?
Eigil Nielsen gik bort i 2000, men Select er stadig en faktor på markedet.
Det er en lidt trist kendsgerning, at firmaets fodbold aldrig har været officiel VM-bold i FIFA-regi. Andre, økonomisk stærkere, producenter har ”sat sig” på den eksponering. Men det er ikke nogen tom påstand, at den danske virksomhed kontinuerligt har fremstillet nogle af verdens kvalitativt bedste fodbolde.
I 2022 var Select med til at introducere den første ”intelligente” fodbold, der ved hjælp af en tracking sensor i bolden kan kortlægge en masse data.
Når det danske landshold møder Norge i Parken tirsdag den 17. november, vil DBU markere at samarbejdet med boldproducenten har 75-års jubilæum. Det ville have glædet Eigil Nielsen. Parkens mure genlyder af et svagt ekko fra en fjern fortid: ”Er du med, Eigil?” Det er han jo på en vis måde.