Fodboldspillerne meldte sig til krigstjeneste – mange af dem kom aldrig hjem igen

Fodbold og krig

Det er i dag den 11. november. Det er den store ”våbenstilstandsdag”, hvor alle mennesker i Storbritannien stopper med arbejde og gøremål i to minutters tavshed præcis kl. 11. Da sluttede Første Verdenskrig nemlig på slaget den 11-11 1918. Dagen markeres med røde valmuer i jakkernes knaphuller og som brocher på trøjer og skjorter. Valmuerne symboliserer de faldne i dét som briterne kalder ”The Great War”.

På stadions bærer spillerne de stiliserede valmuer, ”poppys” på deres spilletrøjer.

I den forbindelse er det betimeligt med en artikel, der omhandler de fodboldspillere der dengang, på linje med millioner af andre unge i de europæiske lande, meldte sig til krigstjeneste for fædrelandet. Mange kom aldrig hjem igen.

Symbol for det nationale fællesskab

Fodbold besidder en betydelig samlingskraft. Passionen for det smukke spil går på tværs af social status og klasseskel. Kærligheden til fodbolden transcenderer alle forskelligheder. Det stod da også klart for magthaverne i det britiske statssamfund ved udbruddet af Første Verdenskrig, at sporten indeholdt et enormt potentiale i forhold til opbygningen af en national armé.

Den britiske hær har traditionelt været professionel. Blandt de ledende politikere i 1914 var der udbredt skepsis over for en indførelse af almindelig værnepligt. Der var generelt ikke nogen stærk tillid til, at det var en grundlæggende fornuftig idé at udstyre arbejderklassen med våben og militær træning. Men de voldsomme tab i krigens første tumultariske fase betød, at der – i stor hast – måtte opbygges en ny hær. Svaret blev i første omgang en storstilet kampagne med krigsministeren, den gamle general Lord Kitchener som blikfang. Med plakater under slagord som ”Britons, YOU! Join your Country’s army” med billedet af Kitchener pegende ud mod beskueren, prøvede man at kompensere den ”gamle” hærs decimering med opstillingen af en ny.

Patriotismens tragiske følger

”The New Army” var funderet på princippet om, at mændene skulle lade sig indrullere i ”bølger” af venner, familie, naboer, arbejdskammerater og bekendte.

De såkaldte Pal’s Batallions blev formeret på et idégrundlag om, at nære relationer skabte de bedste og mest kompetente krigskammerater. Hele landsbyer eller ansatte på samme fabrik meldte sig frivilligt en bloc, og nationens idrætsmænd gik forrest.

Tragisk nok blev konsekvensen, at store tabstal på en enkelt dag kunne udslette praktisk talt hele den yngre mandlige befolkning i en landsby. Eller et helt fodboldhold.

Footballer’s Batallion med verdens bedste spiller

Det berømte 17th Middlesex Regiment kom således til at bestå af sportsmænd, primært fodboldspillere. Nationens (og på det tidspunkt også verdens) bedste spiller, Chelsea-forwarden Vivian Woodward gik i spidsen og blev udnævnt til kaptajn. Regimentet fik tilnavnet The Footballer’s Batallion.

Det oprindelige forbillede for fodboldbataljonen var imidlertid skotsk. Den karismatiske politiker sir George McCrae dannede en bataljon af både amatørspillere og professionelle fra forskellige skotske klubber. Især og mest udpræget fra det daværende tophold i den skotske liga, Heart of Midlothian. Klubbernes tilhængere blev opfordret til at melde sig, så de kunne kæmpe side om side med deres forbilleder.

På krigens slagmarker kom fodbolde mere eller mindre spontant i anvendelse, når der var pauser i kampene. Spillet gav soldaterne et tiltrængt pusterum fra tjenesten. I forbindelse med den berømte og improviserede ”julefred” 1914/15 mødtes de stridende mandskaber i fredsommelige fodbolddyster i ingenmandsland, og hjemme i Storbritannien holdt man bevidst en såkaldt ”War time League” – krigsligaen – i gang, for at give såvel soldater på orlov i særdeleshed, såvel som den trængte befolkning i almindelighed, adspredelser fra krigens rædsler.

Spillerne døde som fluer ved Somme og Paschendaele

Da feltmarskal Haig lancerede sin dårligt forberedte Somme offensiv i 1916, blev moralen boostet af officeren Bill Nevill, der sparkede en fodbold foran sig, da tropperne gik ”over the top” og angreb de fjendtlige stillinger. Nevill nåede imidlertid ikke langt, før han blev definitivt standset af spærreild.

Den tragiske ulempe ved Pal’s systemet var, at de groteske tabstal kunne medføre, at f.eks. tre-fire brødre eller nære familiemedlemmer kunne blive dræbt ved én og samme træfning, ligesom et større slag kunne betyde udslettelsen af alle mandlige indbyggere i en given landsby. Det gik også hårdt ud over fodboldbataljonerne. Føromtalte Woodward blev såret, og flere kendte spillere blev dræbt. McCrae’s Batallion blev værst ramt.

Da kaptajn Nevill lossede sin læderbold ud i ingenmandsland den 1. juni 1916 ved floden Somme faldt 6 tidligere Heartsspillere inden for få øjeblikke, sammen med tre mand fra Kilmarnock, Dunfermline og Raith Rovers. Kun få af de 17 spillere fra Heart of Midlothian, der var kernen i McCrae’s Batallion, kom til at spille fodbold igen efter krigen.

I min bog: ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland” fortæller jeg om andre skæbner. For eksempel pokalhelten Jimmy Speirs, der faldt ved Ypres i 1917. Der gik mere end 4 år, før familien blev underrettet om hans død.

I dag, den 11. november, mindes Storbritannien deres faldne.