Vilhelm ”Wolle” Wolfhagen var en genial venstre wing der debuterede som 16-årig for KB, som en del af en ”gylden generation” som blev udklækket på Granen i de år, hvor topklubberne spillede efter de ”skotske principper”; det teknisk betonede og førstegangsafleverings baserede spil. 

Wolfhagen var lynende hurtig og havde en sublim sparketeknik. I 18 landskampe scorede han 14 mål. Han er måske den eneste danske topspiller der efter sigende aldrig headede til en bold. Samtidig var han en ”fri sjæl”. ”Wolles” kreativitet måtte ikke kvæles i for snærende taktiske bånd. Det blev ham ofte bebrejdet af en, til tider snæversynet sportspresse.

Det er et interessant fænomen, at de virkelige genier i dansk fodbold ofte har haft svært ved at opnå ”eksperternes” anerkendelse og accept for deres ekstraordinære kunnen. Det er ellers netop de spillere, der løfter den æstetiske kvalitet, og som fodboldfolket elsker at se. Spillere som Sophus ”Krølben” Nielsen, Valdemar Laursen, Jørgen Leschly Sørensen, Michael Laudrup og – Wolle.  

Bombede kasser ind ved OL

Wolfhagen voksede op i en familie stærkt præget af militaristisk tradition. Faren var kaptajn i artilleriet og sønnen fulgte i hans fodspor. Ved OL i 1908 og 1912 fik han lagt nogle giftige granater ind bag modstandernes målmænd. Wolle scorede således 4 mål i Danmarks allerførste officielle landskamp mod Frankrigs B-landshold (Danmark vandt 9-0) ved de Olympiske Lege i London, og i semifinalen bombede han atter fire kugler i kassen, da danskerne udslettede Frankrig A med groteske 17-1. 8 mål i 2 landskampe. Ikke nogen dårlig start.

I finalen mod hjemmefavoritterne England, var Wolfhagen lidt fejlplaceret som venstre innerwing. I de to nævnte Frankrigs-kampe havde Wolle overladt sin normale plads på venstre fløj til først Frems Peter Marius Andersen og dernæst klubkammeraten og møveren Bjørn Rasmussen. Det var jo gået ganske godt, for at sige det mildt, så UK-chef Ludvig Sylow havde ikke lyst til at ændre sit ”winning team” til finalen på White City Stadium.

Men England var en noget anden modstander end de to franske kludehold. Der skulle løbes og kæmpes mere for at få kampen til at foregå på danske præmisser. Det var ikke Wolles force.

Danmarks landshold var verdens bedste

Selv om Danmark faktisk spillede en strålende kamp og var klart bedst i anden halvleg, fik venstreflanken ikke vist sig frem fra sin bedste side. Bjørn Rasmussens tekniske evner var for begrænsede til at hamle op med englændernes forsvar, og Wolle blev presset for langt tilbage på banen til at kunne udfordre tilstrækkeligt. De danske chancer opstod primært fra opspil i højre angrebsside.

Siden spillede Wolfhagen da også fast venstre wing. Herfra kunne han tage sine togter ind i banen og lægge de lækre afleveringer i dybden, hvis han da ikke valgte at sparke fra distancen. 

I 1912 var han igen med til at vinde OL-sølv, og i 1914 var han en vigtig del af det landshold, der udspillede og smadrede England, og dermed grundigt revancherede de to OL-finalenederlag. Det indplacerede Danmark på en 1. plads på den retrospektive verdensrangliste.

Det var på et fantastisk velspillende hold, der drog fordel af at have hele 7 spillere fra Wolles egen klub, KB. De var i dén grad sammenspillede, hvilket en stribe mesterskaber og en perlerække af fantastiske kampe på landsholdet vidner om.

Landsholdet tabte uden Wolfhagen

I sæsonen 1915-16 var han fraværende i rød-hvidt grundet militære forpligtelser. Da 1. Verdenskrig brød ud, indkaldte man fra regeringens side den såkaldte ”sikringsstyrke”, eller ”landstormen” som den blev kaldt i folkemunde. De danske landsholdsspillere blev, på linje med mange andre unge mænd, indkaldt til tjeneste. Ret hurtigt blev hæren imidlertid forholdsvis ”flink” til at give elitespillerne fri til turnerings- og landskampe. Det gav et velset afbræk fra den rutineprægede militære trummerum. Men Wolfhagen var jo officer, så hans muligheder for at få fri var mere begrænsede.

I Wolles fravær spillede AB’eren Svend V. ”Spejderen” Knudsen en række udmærkede kampe. Men det gik galt 8. oktober 1916. Da led det danske landshold for første gang nederlag til arvefjenden fra Sverige. På Råsunda i Solna bevidnede 16000 ellevilde tilskuere danskens fald. Og det blev eftertrykkeligt. Svenskerne vandt hele 4-0.

Nederlag med voldsomme konsekvenser

Bagefter var der dommedagsstemning i pressen. Der blev lanceret en række temmelig perfide angreb på DBU’s udtagelseskomité og der blev enstemmigt kaldt på mere konditionstræning og et generelt taktisk stilskift. Det var vildt overdrevet. Landsholdet var i den absolutte verdenselite, og det ændrede en enkelt off-day ikke på. Men choknederlaget fik konsekvenser. Den tekniske ”tiki-taka-agtige” spillestil, som dansk fodbold havde høstet bred international anerkendelse og fornemme resultater på, blev efterhånden udfaset i topklubberne og på landsholdet. Man gik mere over til en trist long passing strategi, som svenskerne havde triumferet med på Råsunda. Dermed gik dansk fodbold i stagnation og efterhånden regression. Talentudviklingen blomstrede ikke nær så smukt som tidligere, og i 1920 gik landsholdets status som verdensklassenation endegyldigt tabt.

Wolfhagen kom dog heldigvis tilbage på sin venstre kant i 1917, og medvirkede til en serie fine landskampe. Blandt andet blev Norge nedspillet og ydmyget på Idrætsparken med 12-0!

Offensiven var i hopla, og en ustoppelig Vilhelm Wolfhagen strøede om sig med sukker-afleveringer til de målsultne angribere. Poul ”Tist” Nielsen gik helt amok og knækkede Norge med 5 scoringer på stribe. 

Den bedste venstre wing nogensinde?

Wolle spillede sin sidste landskamp mod Sverige dét år. Danmark vandt 2-1, men senere på vinteren måtte han desværre stoppe karrieren på grund af en knæskade. Det var et voldsomt tab for KB og ikke mindst for landsholdet. 

Siden fortsatte Wolfhagen sin strålende karriere i forsvaret og endte med rang af oberst i artilleriet. Derudover var han desuden generalsekretær i DBU i en årrække.  

Det er interessant og tankevækkende, at Wolfhagen var i stand til at rumme såvel den impulsive og kreative skaberkraft han besad som fodboldspiller, som de ekstremt bundne og skematisk – eller hierarkisk – opbyggede systemer som militæret bygger på. Og endda opnå bragende succes begge steder. Folk der så ham spille sværgede til, at Danmark aldrig har haft en bedre venstre wing. 

Vilhelm Wolfhagen døde i 1958.