Han var ikke nogen teknisk stjerne - men blev en kæmpe profil hos AC Milan og Rangers
Vil du tættere på fodboldens store øjeblikke, glemte legender og dramatiske historier? PLBOLDs historiker Michael Kjærbøl går bag om spillet og fortæller de historier, du ikke finder alle andre steder.
👉 Følg PLBOLD på Google, og få vores historiske fodboldfortællinger direkte i dit feed!
Frygtet som Hunnerfyrsten Attila
Man kan godt blive en succesrig fodboldspiller, selv om det boldmæssige talent er begrænset. Hvis altså man er i besiddelse af en spidskompetence, der overgår alle andres.
Fodbold er heldigvis et holdspil med mange variabler. Et velfungerende team skal rumme mange specielle færdigheder. Nogen skal kreere, andre skal fighte. En keeper skal være hurtig på reflekserne, og der skal helst være både rutine og ungdommeligt gå-på-mod. Og så skal der være nogen, der kan heade. Det kunne Mark Hateley.
Mark havde ikke sine anlæg fra fremmede. Faren, Tony, var i 1960’erne en målfarlig forward i bl.a. Aston Villa og Liverpool.
Ikke god nok til Clough
Som ungdomsspiller fik Mark sin opdragelse i Nottingham Forest. Men der mente Brian Clough ikke, at han var god nok til at slå igennem på topplan. I stedet kom han til Coventry City, og brød igennem i 1981-82 med 18 scoringer.
Som angriber havde han helt udpræget sine forcer i det fysiske duelspil. Mark var høj og stærk. Han var bestemt ikke nogen teknisk delikat type, men han var en vanvittigt dygtig targetman. Hovedspillet var i verdensklasse, og det betød, at hvis man taktisk benyttede sig af et opspil i tredje etage, og masser af indlæg, så havde man en centerforward der var bundhamrende effektiv.
34 mål i 112 kampe var alt i alt en ganske pæn scoringskvotient, men Hateley blev alligevel ikke regnet for mere værdifuld på Highfield Road, end at Coventry lod ham sælge til 2. divisionsklubben Portsmouth i 1984. På det lidt lavere niveau skilte han sig imidlertid voldsomt ud. 22 kasser for Pompey, og alle modstanderhold bævede af frygt for den lange boksspiller, der regerede luftrummet suverænt.
Alligevel var det mildt sagt overraskende, at Hateley blev købt af selveste AC Milan året efter (1984).
Attila på San Siro
I Italien opnåede Hateley imidlertid en vis popularitet, trods en del skader og ganske få scoringer. Tilhængerne satte pris på hans fightermentalitet, og det var tydeligt, at milaneserne rådede over en mand der indgød respekt overalt. Den legendariske svenske træner Nils Liedholm lod englænderen danne en klassisk angrebsduo sammen med den snu Paolo Rossi.
Milan opnåede dog ikke helt op i den absolutte top, men Hateley fik i Italien tilnavnet ”Attila” for den frygtløse attitude og evnen til at skabe furore i fjendens felt. For de knapt så historiekyndige bør det her tilføjes, at Attila var navnet på hunnernes konge, da det asiatiske rytterfolk spredte rædsel overalt i Europa i 400-tallet.
Arsène Wenger hentede Mark Hateley til AS Monaco i 1987, og i det sydfranske kom englænderen til at udgøre en heftig duo med landsmanden og oplæggeren Glenn Hoddle. Det indbragte et fransk mesterskab i 1988.
Portræt af Glenn Hoddle: Sparketeknikkens ukronede konge
Årets Spiller i Skotland
Hateley blev dernæst hentet til Glasgow Rangers af manager John Greig i 1990. På det tidspunkt var han 29 år, og mange regnede ham for over the hill, men centerforwarden modsvarede kritikkerne med 5 fremragende sæsoner og 5 skotske mesterskaber. Makkerskabet med Ally McCoist er gået over i Rangers’ historie som legendarisk. I 1994 blev Mark kåret til Årets Spiller i Skotland. Han blev tre gange placeret i den årlige Ballon d’Or afstemning. Ikke dårligt af en mand med en forholdsvis begrænset teknisk kunnen.
Karrieren blev rundet af med optrædener i bl.a. QPR, Leeds og Hull. Og en kort periode i 1997 atter i Rangers FC hvor han medvirkede til et sjette mesterskab.
Mark Wayne Hateley opnåede 32 landskampe (9 mål).
Sønnen Tom var også professionel fodboldspiller. Han førte indtil for et par år siden en omflakkende karriere i bl.a. polsk og græsk fodbold.
