Blackburn-legenden døde på stadion efter en sejr - han var klubbens største helt
Vil du tættere på fodboldens store øjeblikke, glemte legender og dramatiske historier? PLBOLDs historiker Michael Kjærbøl går bag om spillet og fortæller de historier, du ikke finder alle andre steder.
👉 Følg PLBOLD på Google, og få vores historiske fodboldfortællinger direkte i dit feed!
Det er årtier siden at Blackburn har spillet en større rolle i engelsk topfodbold. Men klubben fra det nordlige Lancashire har nu en særdeles lang og interessant historie.
Faktisk fylder Blackburn Rovers netop i dag 151 år.
For de fleste danske fans af engelsk fodbold er Blackburn Rovers nok mest synonym med mesterskabstriumfen i 1995, hvor Alan Shearer bankede 34 ligamål i diverse netmasker og, sammen med bl.a. Chris Sutton, Tim Sherwood, Colin Hendry, Tim Flowers og Graeme Le Saux, under Kenny Dalglishs ledelse, hentede mesterskabet hjem til Ewood Park efter en hårrejsende og spændingsmættet gyser-duel med Manchester United indtil allersidste spillerunde.
Kunne ikke hænge på i toppen
Men mesterskabet blev – sammen med 2. pladsen i 1994 – lidt af en enlig svale for The Riversiders. Allerede i 1999 måtte klubben lide den tort at rykke ud af det fineste engelske fodboldselskab. En oprykning i 2001 og en Liga Cup triumf året efter gav tilsyneladende den fornødne platform til en fast etablering i Premier League under skiftende managers, som for eksempel Mark Hughes, Paul Ince og Sam Allardyce.
Men økonomien var for smal, og i 2012 rykkede Blackburn atter ned, for så i 2017 at tage turen helt ned i League One, men klarede dog en oprykning året derpå. Siden har det været småt med glæder på Ewood. Heller ikke Jon Dahl Tomasson formåede at føre den gamle, hæderkronede klub op i PL. Danskeren blev fyret i 2024.
Men hvis man tager en tur i tidsmaskinen tilbage 1880’ernes store FA Cup brag på Kennington Oval, og til den professionelle ligas begyndelse i 1888, så spillede Blackburn en uhyre vigtig rolle som kraftcenter i engelsk og britisk fodbolds rivende udvikling på den tid.
Lancashire var et epicenter for fodboldens udvikling
I 1884 vandt Blackburn Rovers for første gang den ældste og fornemste pokalturnering på kloden. Modsat hvad mange tror (efter at have set serien ”The English Game”), så var skotske Fergus Suter IKKE manden bag de gamle amatører og Old Etonians’ historiske FA Cup-nederlag, der forrykkede magtbalancen fra ”The Gentlemen” – amatørerne – til ”The Players” – de professionelle.
Det var nemlig Blackburn Olympic, en dengang rivaliserende klub ift. Rovers, der tilføjede de tidligere kostskoleelever fra den engelske overklasse det berømte nederlag, og det historiske overtag i engelsk fodbold. Suter var slet ikke med i den match, der fandt sted i 1883. Men det var han til gengæld året efter, for Blackburn Rovers, der i FA Cup finalen slog den hæderkronede skotske amatørklub, Queen’s Park fra Glasgow med 2-1. Og minsandten om ikke Blackburn gentog triumfen de følgende to år, hvor først Queen’s Park og derefter West Bromwich Albion blev besejret.
Ingen engelsk klub har siden formået at vinde FA Cup trofæet tre gange i træk. Føromtalte Fergus Suter medvirkede i alle tre triumfer.
Manden med moustachen
I 1890 og 91 sejrede Blackburn atter i FA Cuppen, og klubben var, som omtalt, med blandt de første initiativtagere til en officiel professionel liga. Rovers satte sit præg på ligaen og hjemførte mesterskabet i 1912 og 13. Den helt store profil i den epoke var backen Bob Crompton.
Lokalt fødte Crompton var nærmest arketypen på en klassisk forsvarsspiller omkring århundredskiftet. Stor og muskuløs, med en bred moustache og ulastelig sideskilning klædte han Blackburns særprægede blå-hvide spilledragt på stilsikker vis. I spillet på grønsværen var han suveræn. Hård i tacklingerne, snu og forudseende, og med en fremragende sparketeknik – især med meget lange, nøjagtige afleveringer – skilte Bob sig ud som en iøjnefaldende krumtap, anfører og lederskikkelse.
Crompton var Englands – og formentlig verdens – bedste på sin position i tiden omkring 1910. Han spillede 530 ligakampe for Rovers, hvilket dengang var nærmest overmenneskeligt. Og hans 41 landskampe for England var en rekord der først blev overgået i 1950’erne af Billy Wright.
Bob Crompton kunne endda have opnået langt flere kampe, havde det ikke været for 1. Verdenskrigs suspendering af de organiserede ligaer 1914-18. Han lagde dog først op som 40-årig i 1920.
Døde på stadion
Med en uddannelse som motoringeniør havde Crompton et solidt erhvervsfundament at falde tilbage på efter endt aktiv karriere, men han kunne ikke slippe fodbolden – og Blackburn Rovers. I 1926 blev han manager i klubben og førte den til en overraskende FA Cup triumf i 1928. I finalen blev dengang særdeles stærke Huddersfield besejret.
Med et kort intermezzo i Boscombe sad Crompton i managersædet på Ewood Park helt frem til 1941. Det var imidlertid en svær tid for Rovers. I 1936 rykkede klubben ned i 2. division for første gang nogensinde siden ligaens opstart i 1888. I den sidste sæson inden 2. Verdenskrig lykkedes det dog for Bob Crompton at føre Blackburn til oprykning.
I forbindelse med et opgør mod Burnley i den såkaldte War Time League i 1941 fik Crompton et hjerteanfald, og han udåndede kort efter at have set sit hold vinde med 3-2. Han blev 61 år. Det er yderst rimeligt at benævne Robert Crompton som Blackburn Rovers’ største personlighed gennem tiderne.
En særpræget ceremoni
Siden fulgte nogle ret så tunge årtier for Rovers. Efter endnu en nedrykning i 1948 startede fansene en særpræget tradition. En lokal handlende begravede, formentlig i en sindstilstand midt imellem frustration og lettere vanvid, en kiste fyldt med grøntsager i kælderen under det gamle købmandshus i Bamber Bridge.
Det skøre indfald blev taget op af tilhængerne, der siden i stort tal har mødt op i Bamber Bridge og begravet en kiste, når Blackburn har måttet indkassere en degradering. Tanken er så, at kisten graves frem i lyset når klubben atter rykker op. Nu om dage lægger man en ”Chucky” dukke i kisten, frem for det oprindelige madspild. Traditionen deles i øvrigt med fans af Preston North End.
I 1960 nåede Blackburn FA Cup finalen, men tabte til Wolverhampton med 3-0. Det blev et håbløst opgør for Rovers, eftersom den uheldige forsvarer David Whelan brækkede benet tidligt i kampen. Man måtte ikke sætte reserver ind.
Danske Preben Arentoft spillede en fremtrædende rolle for Blackburn i begyndelsen af 1970’erne, hvor han opnåede lige knapt 100 ligakampe (i 2. division). Læs mere her: Den første danske Europa Cup-vinder
