Don Ø: En ukuelig frontløber

83 år i dag

Det er en af de mest betydningsfulde personligheder i dansk fodbolds nyere historie, der i dag kan fejre fødselsdag.

Da Flemming Østergaard i 1997 trådte ind i FC Københavns ledelse som administrerende direktør (bestyrelsesformand fra 2002) var han et etableret navn i såvel danske finanskredse som i den hjemlige fodboldverden. Med hans eget firma Kinnarps Kontormøbler som hovedsponsor, havde Østergaard spillet en fremtrædende rolle i et forsøg på at gøre Lyngby Boldklub til en førende klub i 90’erne. Da Lyngbys økonomi vaklede under interne magtkampe, trak Østergaard sig ud af sit engagement og vendte i stedet sit fokus mod FCK.

Med ham som markant frontfigur oplevede FC København en stærk renæssance, efter næsten et årti med uindfriede sportslige ambitioner og skrøbeligt økonomisk grundlag. Tilhængerne gav Østergaard det fængende tilnavn ”Don Ø” som et humoristisk udtryk for respekt og affektion.

Flemming blev mere end nogen anden synonym med FCK’s store fremgang. Han var instrumental i købet af Parken, Danmarks nationalstadion, PS&E’s investeringer i aktiviteter udenfor selve fodbolden, og meget mere.

Man talte endda om ”Don Ø-effekten”; det fænomen at stærke ledere med enkle virkemidler kan få mange andre til at følge basale økonomiske guidelines.

Da jeg skrev bogen ”Sikker-Per” om Per Wind, faldt snakken selvfølgelig på Flemming Østergaards enorme betydning i den epoke:

”Karl for sin hat”

”Flemmings hjertebarn var fodboldklubben. Det var ingen nogensinde i tvivl om. Han fulgte os tæt til træning, ude-og hjemmekampe, og alle vegne. Han var med os i omklædningsrummet i tykt og tyndt.

Hans største force var måske at han fungerede som den ideelle lynafleder for truppen og trænerteamet. Han beskyttede os når der var storm omkring holdet og kritik fra alle sider. Der var væsentlige bump på den lange vej med nederlag til Gorica i Parken i Europa Cuppen. Og et 0-5-nederlag til Sønderjyske i pokalen. Altid var Flemming beskytteren. Altid agerede han positivt. Aldrig styret af impulsiv negativitet. Der var altid en ny udfordring forude hvor man kunne vinde det tabte terræn retur, og der var altid en ny kamp hvor man kunne revanchere sig.

Alle vidste selvfølgelig at der dybest set var en forventning om, at man skulle vinde fodboldkampe og trofæer og være de bedste i Danmark. Det var der aldrig nogen tvivl om. Men den måde som Flemming agerede på i sin daglige ledelse overfor os ansatte, var bare en kæmpe fornøjelse.

Jeg plejer at sige at Flemming var karl for sin hat. Han var også fabelagtigt dygtig til at samle kompetente folk omkring sig. Jørgen Glistrup og Dan Hammer er enormt gode eksempler på det. De var fantastiske fodboldfolk som elskede klubben passioneret. Vi følte altid, at de talte vores sprog og vores sag. De var langt fra de dér direktørtyper der sidder i deres fine, hvide skjorter og som man dårligt tør tiltale”.

Skrevet ud af historien

”At Flemming til sidst blev gået eller fyret, i forbindelse med den dér retssag, det var trist. At han fik frataget sit æresmedlemskab og mere eller mindre skrevet ud af vores historiebøger, det forstår jeg faktisk ikke noget af. Flemming var på godt og ondt – og i mine øjne absolut mest godt – en kæmpe del af den succeshistorie som FCK blev til. FCK skylder Flemming meget.

De senere afløsere for Flemming som bestyrelsesformænd og investorer har slet ikke tilnærmelsesvis den nærhed og personlige tilstedeværelse i klubben som Flemming altid stod for. Han talte i høj grad spillernes sprog, kendte jargonen og elskede at være iblandt os. Flemming var jo selv gammel fodboldmand og havde spillet i Skovshoved i tidernes morgen. Han elskede klubben og følte nok at den var hans.

I dag har Flemming taget sin straf, og selv om han stædigt har bedyret sin uskyld, så må man jo selvfølgelig konstatere at retssystemet har talt. Men han er aldrig holdt op med at holde af F.C. København og jeg ser ham heldigvis stadig lidt ind imellem. Han er trofast tilskuer i Parken og følger også holdet på udebane. Imponerende energi for en mand i en relativt høj alder”. Mere om Per Wind: Sikker-Per

Lad nu Flemming få det eftermæle, han fortjener!

Som fodboldhistoriker må jeg konstatere, at Flemming Østergaard til en vis grad ”deler vandene”. Det er bemærkelsesværdigt, at hans omdømme i forhold til de spillere og trænere der har arbejdet med ham, eller under ham, i F.C. København er særdeles positivt. Og jeg kan nemt følge Østergaards frustrationer over at være blevet ”skrevet ud af historien” i FCK. Som Per Wind var inde på i ovenstående.

Uanset hvilke konflikter og konfrontationer der må have været på den tid, midt under finanskrisen, da Flemming Østergaard stoppede som bestyrelsesformand i Parken, så er det et helt uomtvisteligt faktum, at hans tilstedeværelse og indsats i FCK havde overordentlig stor indflydelse på den proces, hvor FCK gik fra at være en økonomisk presset, aspirerende storklub, til ikke blot at blive en konstant præsterende sportslig magtfaktor, men også et lokomotiv for dansk elitefodbold.

At man ikke længere ønsker at anerkende dette i FCK, det synes jeg er meget forkert. Vi skriver ikke George Washington ud af amerikansk historie (uden sammenligning med Don Ø i øvrigt) fordi han var slaveejer i 1780. Eller Winston Churchill (fortsat uden direkte sammenligning…) fordi han ikke brød sig om Gandhi i 1930.

Historien består af mennesker på godt og ondt, og vi hylder det gode og dets betydning og indflydelse – uden at ignorere bagsiderne. Men at slette folk fra historiefortællingens kollektive bevidsthed, det er helt urimeligt.

I øjeblikket er Flemming Østergaard bogaktuel med den meget roste: ”Det skal fandme være en god dag”.