Han spillede 410 kampe for Hvidovre og var klubbens største ikon - nu foreslås en statue til ære for ham
I England står der statuer af tidligere storspillere, klubheltene, foran stort set alle stadions. Det er en smuk måde at mindes de gamle helte. Det visuelle udtryk og tingsliggørelsen forstærker historiefortællingen og sikrer at fortiden ikke går i glemmebogen.
Det er – glædeligvis – ved at blive mere velset også her i Danmark. Det vidner statueprojektet i Vejle (Allan Simonsen) om. Tidligere er der opstillet statuer af Henning Jensen i Nørresundby og Harald Nielsen i Frederikshavn. Forhåbentlig er det en udvikling der kommer til at fortsætte. For hvorfor skal fodbolden, den folkelige kultur, være ringere stillet end det finkulturelle? Idrætten nedbryder sociale, økonomiske og menneskelige skel og bygger bro mellem generationerne. Aktørernes udfoldelser begejstrer og imponerer. Og samler. Om Allan Simonsens bedrifter er mindre ”værd” end den litterære eller kunstneriske elites, det må være en subjektiv vurdering. Jeg synes det ikke. Læs mere her: Allan Simonsen får statue i Vejle
Hvis der skal være en statue foran Hvidovre Stadion, så er der ingen tvivl om hvem den skal fremstille. For Michael Christensen er inkarnationen af HIF.
Den sidste glansperiode for Hvidovre
Den gamle forsvarskæmpe kom oprindeligt fra Lejerbo Boldklub til Hvidovre og fik en kamp på U-17 landsholdet, dengang ”juniorlandsholdet” i 1973.
Året efter spillede han 5 kampe på U-19 (ynglingelandsholdet) under Poul Erik Bechs ledelse. Det blev bl.a. til fine sejre over Holland og Skotland. Til gengæld var Christensen overset i forhold til U-21 landsholdet, hvilket nok hænger sammen med, at Hvidovre havde en sløj periode efter nedrykningen fra 1. division i 1974.
Han voksede som forsvarskrumtap, anfører og omdrejningspunkt i tiden omkring 1980, hvor HIF kom frem i bussen i dansk fodbold med et særdeles stærkt hold. Christensen forenede det elegante med det hårdføre. Det fine overblik og de kompromisløse tacklinger.
I 1980 vandt HIF pokalturneringen efter en forrygende finalesejr på 5-3 over Lyngby. Efter en af historiens mest velspillede slutkampe modtog Michael pokaltrofæet og blev kåret til Årets Pokalfighter. Året efter gik Hvidovre hele vejen i Danmarksturneringen og blev mester, 1 point foran Lyngby og 2 foran Næstved og AGF. HIF spillede seværdigt, men det var forsvaret, der var nøglen til succesen. Kun 25 mål gik ind på Jan Madsen i buret, og defensiven var suverænt divisionens stærkeste. Det blev kulminationen på klubbens (foreløbig) sidste glansperiode.
Forblev loyal
Først i 1983 fik Michael Christensen chancen på A-landsholdet. Han var anfører i 3 OL-kvalifikationskampe mod DDR, Polen og Finland. Besynderligt nok var han kun på bænken i de tre øvrige OL-kampe samme år. Michael var også med på ligalandsholdets tur til Spanien i februar 1983.
Siden blev det ikke til flere landskampe. Havde Christensen skiftet til Brøndby dengang, så havde det måske endt anderledes. BIF overhalede Hvidovre i 1980’erne og udviklede sig til et lokomotiv i dansk fodbold, mens HIF gled ned på bagperronen. Christensen forblev imidlertid tro mod sin klub, hvilket 410 kampe siden debuten i 1975 vidner om. Det er klubkamprekord i Hvidovre IF.
Han stoppede egentlig karrieren i 1987, men lod sig overtale til et comeback i 1989, på et tidspunkt hvor Hvidovre var sportsligt i tovene.
Støvlerne røg endeligt på hylden i 1990.
I 2000 blev Michael sportsdirektør i Hvidovre IF. Han var i høj grad med til at bringe hjerteklubben tilbage på sporet. Et arbejde der blev kronet med en oprykning til Superligaen i 2023. Det oplevede han desværre ikke.
I 2021 døde Michael Christensen, kun 64 år gammel.
