Annonce
Annonce

Den modigste? Arsenals Double-keeper var fuldkommen frygtløs

30.10.2026 Kl. 08:00

Skulle have været lærer

Bob Wilson fylder 85 år i dag.

Dagens fødselar hører til blandt Sportslørdag-epokens absolut dygtigste målmænd.

Bob Primrose Wilson voksede op i en borgerlig familie i Chesterfield i efterkrigstiden. Forældrene beklædte pæne offentlige embeder og det var ikke velset at knægten brugte sin tid på fodbold. Bob måtte love at fuldføre sin lærereksamen, og faderen modsatte sig, at interesse fra Manchester United førte til en kontrakt. Det blev kun modstræbende accepteret at sønnen spillede som amatør i Wolverhampton ved siden af uddannelsen.

Passionen for spillet med den lille runde fornægtede sig imidlertid ikke. Talentet heller ikke.

Kamikaze-stil

Wilson var en ret komplet målmand med sikre hænder og stor styrke i luftspillet. Først og fremmest udviklede han en helt speciel og meget krævende teknik; i en-mod-en-situationer med modstanderforwards læste han med stor kløgt ”fjendens” næste træk, og dykkede så ned i skuddet eller driblingen med en lynhurtig refleks. Mangen en angriber blev taget grundigt ved næsen, når den store keeper fløj direkte ned i fødderne og snuppede bolden.

Wilson, der altid stod uden handsker, drog nytte af sin målrettethed og sit enorme mod. De dristige aktioner gav ham ry for at være en mand med ren dødsforagt. Ikke sjældent risikerede han at få ”sparket hovedet af” i sine kamikazedyk, og de indbragte da også en del skader i årenes løb.

Bob Wilson. Foto: Imago.

Måtte sidde udenfor i FA Cup nederlag

I 1963 var den modige keeper efterhånden 22 år, og de strenge forældre kunne ikke længere forhindre at han fulgte sin drøm om topfodbold. Wilson kom til Arsenal, og efter et lille års tid som amatør, skrev han professionel kontrakt med the Gunners i 1964.

Fra omkring 1967-68 spillede Wilson fast og det blev i alt til mere end 200 ligakampe for Arsenal. The Double-triumfen i 1971 og UEFA Cup-trofæet året for inden, står som højdepunkter i en flot karriere. Desværre forhindrede en skade Wilson i at tage del i FA Cup-finalen i 1972. Leeds Uniteds Allan Clarke overlistede substitutten Geoff Barnett med et lumsk hovedstød, der bragte pokalen til Elland Road.

På Skotlands landshold

Da den berømte ”Granny Rule” blev indført i 1970, viste det sig, at Wilson var ”kvalificeret” til at repræsentere Skotland i international sammenhæng.

Den daværende landstræner Tommy Docherty var ret smart til at udnytte det nye regelsæt, og overtalte Bob Wilson til at stille op for skotterne. I dét der blev debut for både Wilson og Docherty, vandt Skotland 2-1 over Portugal på mål af Archie Gemmill og John O’Hare.

Forunderligt nok blev det kun til yderligere en enkelt landskamp, da Aberdeens Bobby Clark blev foretrukket. På det tidspunkt var der en ret klar tendens til favorisering af ”lokale” spillere, frem for dem som optrådte i den engelske liga. Det giver ellers ikke meget mening, at for eksempel George Graham og Frank McLintock kun fik få landskampe, at John McGovern slet ingen fik, og at en spiller som Liverpools Alan Hansen i udstrakt grad var reserve for spillere som Willie Miller og Alex McLeish.

Alt om Alan Hansen: Liverpool-legende med dansk blod blev overset af Skotland – endte som Premier League-ikon

Sluttede af i Næstved

I 1974 stoppede Bob Wilson som aktiv, overraskende tidligt, for at hellige sig en mangeårig karriere som målmandstræner på Highbury. Han har ligeledes i en lang årrække optrådt i medierne som en respekteret og kompetent ekspert.

I 1978 overtalte den gamle Arsenal-holdkammerat Jim Magill Wilson til et kort karriere-comeback for Næstved i den danske 1. division.

Næstved kæmpede mod en truende nedrykning, og Magill ønskede at tilføre sit hold noget rutine. Wilson skuffede ikke. En række gode præstationer medvirkede til at sydsjællænderne klarede ærterne.

Annonce