Annonce
Annonce

Bites yer legs: Den mest frygtede mand i engelsk fodbold

29.10.2026 Kl. 16:00
På et Leeds-hold der spillede fysisk til grænsen, var Norman Hunter den defensive førerhund.

”Hunter bider dig i benet”

Født på denne dag i 1943.

Kæle/øgenavne er en skæg størrelse. De bliver givet af tilhængerne som en æresbevisning, og skal jo ramme en central nerve i spillerens profil og karakteristik. Hvad med Ron ”Chopper” Harris, der var ekspert i at fælde modstanderne bagfra? Og Paul ”Rolls Royce” Madeley, der med sit stilfulde og elegante forsvarsspil var sikker og komfortabel som en landevejens konge blandt automobiler?

Norman Hunters tilnavn ”Bites yer legs” var også lige i øjet. Her havde vi med en centerforsvarer at gøre der var barsk og hårdfør. Og som ridderen i Monty Pythons film kæmper til sidste blodsdråbe.

Mere om Paul Madeley her: En Rolls Royce blandt arbejdsheste i Leeds

En barsk mand i Leeds

Den kompromisløse forward-jæger (Hunter, den kunne jeg ikke undlade), var en af mange dygtige ungdomsspillere som Don Revie udviklede og formede i 1960’ernes Leeds United. Han skulle egentlig have været elektriker, men det viste sig pærenemt for ham at løse de defensive pligter på en fodboldbane, og med tiden blev Hunter mere end nogen anden selve symbolet på Leeds’ fysiske spillestil.

Hunter debuterede tilbage i 1962 og kom til at udgøre et fabelagtigt bolværk sammen med Giraffen, Jack Charlton. Med føromtalte Paul Madeley også som en stærk mulighed i centerforsvaret, var Don Revie virkelig i stand til at klæde sin defensiv på med ægte klasse. Hunter kunne også spille rollen som ”hatchet man” på den defensive midtbane, og Madeley kunne agere hvor som helst han blev sat ind. De taktiske optioner var mangfoldige.

Mest midtbanemand for Three Lions

I 1965 debuterede Norman Hunter på det engelske landshold, hvor Alf Ramsey faktisk foretrak at bruge ham netop på midtbanen. Det blev til 28 landskampe i alt, og Hunter var i VM-trupperne både i 1966 og 1970, men spillede kun en enkelt kamp, nemlig den – for England – så ulyksalige kvartfinale i 70 mod Vesttyskland hvor Hunter kom på banen sent, uden at kunne forhindre nederlaget.

Norman Hunter.

Da Giraffen trak sig tilbage i 1973 fortsatte Hunter forsvarssamarbejdet med Madeley eller den tårnhøje skotte, Gordon McQueen. I 1974 initierede spillerforeningen (PFA) for første gang en kåring af Årets Spiller i engelsk fodbold, og valget faldt på den kompromisløse Hunter.

Det er i min optik utroligt imponerende, at de aktive professionelle således anerkendte en benhård fighter, der ofte blev fremhævet som den mest frygtede af alle forsvarere i epoken, og en ualmindeligt ubehagelig modstander at stå overfor. Det er nærliggende at konkludere at kollegaerne dermed hyldede de mere fodboldmæssige sider af Hunters talent. Det er i alt fald sjældent, at forsvarsspillere opnår så stor en hæder.

Revie så forkert

I sæsonen 1976-77 var Hunter efterhånden 33 år, og så vurderede Don Revies afløser, Jimmy Armfield, at forsvareren var for gammel. Det var, set i retrospektiv, en kæmpe fejl. Hunter skiftede til Bristol City og spillede tre fremragende sæsoner for The Robins. Trods den relativt korte periode Hunter befandt sig på Ashton Gate, anerkendes han ikke desto mindre almindeligvis som en af Bristols største spillere gennem tiderne.

Det gør han også i Leeds, hvor man i 2020 annoncerede, at the South Stand skulle bære hans navn. Norman Hunter døde i april samme år, 76 år gammel.

Forsvarsspillere, der er blevet PFA Player of the Year

Det er sjældent, at forsvarere opnår denne specielle kåring. Faktisk er det kun sket 5 gange i historien.

1974: Norman Hunter

1975: Colin Todd

1992: Gary Pallister

2005: John Terry

2019: Virgil van Dijck

Desuden blev keeperen Pat Jennings kåret i 1976, som den eneste målmand gennem tiderne.

Annonce