Annonce
Annonce

To gange løftede han Europa Cup trofæet: Men spillede aldrig for sit land

28.10.2026 Kl. 12:30
John McGovern blev mobbet i Leeds, og fik aldrig en landskamp. Men han var Brian Cloughs højre hånd i de store Forest-triumfer.

Symbiotisk forhold til Clough

Dagens fødselar, John McGovern (77 år i dag) fulgte trofast og loyalt Brian Clough igennem karrieren.

Clough og hans assistent, Peter Taylor, opdagede den spinkle skotske wing (på det tidspunkt) under deres første fælles projekt i Hartlepool United. Siden købte de McGovern til deres næste klub, Derby County i 1968, hvor de omskolede den håbefulde protegé til en særdeles effektiv central midtbanespiller. McGovern takkede for tilliden ved at score et helt afgørende mål for Derby på The Rams’ vej mod et overraskende engelsk mesterskab i 1972.

Som lille skiltes McGovern fra sin far. Denne rejste til Afrika for at arbejde på et stort dæmningsprojekt i to år. Dagen før hans kontrakt løb ud, blev han ulykkeligvis dræbt i en arbejdsulykke. Det er nok ikke voldsomt spekulativt at forestille sig, at John fik en faderskikkelse i den karismatiske og flamboyante Brian Clough.

Læs mere om Cloughs assistent, Peter Taylor: Han skabte miraklet med Brian Clough – men de talte aldrig sammen igen

Blev mobbet i Leeds

Den legendariske manager hentede atter McGovern I 1974, da Clough havde sit skandaleombruste 44-dages engagement i Leeds United. McGovern skulle agere alternativ til midtbanekonstellationen Billy Bremner/Johnny Giles, men de to rutinerede Leedsspillere saboterede McGovern, og medvirkede desuden – sandsynligvis – ret aktivt til Cloughs bratte fald og afskedigelse. McGovern udtalte senere, at han oplevede, at medspillerne konsekvent lagde pasninger der var lige præcis for unøjagtige, og derved fik ham til at ”se dum ud”.

Efter at Clough var røget ud af billedet, blev McGovern i udpræget grad frosset ude på Elland Road. Det blev kun til 4 førsteholdskampe.

Til gengæld var skotten klar, da Clough endnu en gang kaldte på ham. Det var til Nottingham Forest, som Clough og Taylor byggede op fra 2. divisionsklub til engelsk og europæisk mesterhold.

Anfører i to europæiske triumfer

John McGovern blev managerens forlængede arm på banen som holdkaptajn og slidstærk krumtap. Nogen elegant spiller var han ikke, men sammen med Archie Gemmill eller Ian Bowyer udgjorde McGovern et centralt maskinrum, der var ualmindeligt vanskeligt at binde an med for enhver modstander.

Det indbragte et sensationelt mesterskab i 1978, hvor Forest gik helt til tops som oprykkere i 1. division. En uhyre sjælden, om end ikke helt unik præstation.

Året efter vandt Forest sølv og vandt Liga Cuppen. Men den helt store triumf var sejren i Europa Cup turneringen for mesterhold, hvor svenske Malmö FF blev nedkæmpet i finalen. Nottingham gentog titlen i 1980, med en finalesejr over Hamburger SV. John kunne altså to gange i streg løfte trofæet med de store ører. Det blev også til en ”back to back” triumf i Liga Cup turneringen.

Efter 253 ligakampe for Forest afsluttede McGovern karrieren ved at blive spillende manager i Bolton i 1982-85.

Aldrig på landsholdet

Det skotske landsholds skiftende trænere fandt – underligt nok – aldrig plads til Cloughs trofaste følgesvend. Ikke desto mindre blev han optaget i det skotske fodboldforbunds Hall of Fame i 2017. John har flere gange givet udtryk for sin sorg og skuffelse over aldrig at være blevet fundet god nok til at repræsentere sit land.

Det var også en personlig sorg, da Brian Clough gik bort i 2004. Managerens sidste år var præget af hans årelange alkoholmisbrug. McGovern sad ved dødslejet og forblev Cloughs trofaste ven til det sidste.

Annonce