Claus Borre fylder 82

Uddrag fra ”Bogen om Sportslørdag”:

I januar 1978 gik Finn Heiners store sportssatsning i luften.

Sportslørdag var en vældig udvidelse af det hidtidige Tipsfodbold, der, som titlen indikerer, havde ugens engelske tipskamp som det altovervejende omdrejningspunkt.

Sportslørdag skulle dække hele lørdagens eftermiddagsflade frem til klokken 18, og programmet blev hurtigt en gigantisk succes. Seerne fik et indgående kendskab til sportsgrene, som hidtil ikke havde nydt den store bevågenhed, for eksempel karambolebillard og volleyball, og vintersportsgrenene med Ingemar Stenmark med flere blev fast inventar på tv-skærmene.

Idrætsforbundene bevægede sig ganske hurtigt fra at være tv-sportens argeste modstandere til at nærmest konkurrere om den værdifulde sendetid. Håndbold, badminton, basketball og mange andre så nu mulighederne for eksponering frem for eventuelle begrænsninger i tilskuertal. Sportslørdag blev en vigtig samarbejdspartner i stedet for en potentielt ødelæggende modstander.

Tipskampene

De engelske tipskampe var fortsat fast – og populært – inventar i programmet, der blev garneret med flotte og smarte features og billedsekvenser, noget kreativt og nyskabende på det tidspunkt. Forbilledet var det britiske BBC’s Grandstand, men Sportslørdag kunne også selv.

Finn Heiner sammensatte et dygtigt og ambitiøst team, der satte helt nye standarder for sportsudsendelser i dansk fjernsyn. Souscheferne Erik Berth og Henning Hauth stod for kontakter og kontrakter i forhold til idrætsforbundenes stævner og arrangementer og ikke mindst de internationale sportsbegivenheder. Producerne Heinrich Lund og Finn Albrechtslund leverede den tekniske eksekvering og de kreative idéer. Og journalisterne fik ret vide grænser for, hvordan de forskellige programindslag skulle tackles.

Seerne lærte, at lune Palle Holgersen altid havde en munter bemærkning, når der var smæk for skillingen i bokseringen. At Hans Grønfeldt vidste alt om international håndbold. At Poul Erik Andersson ofte havde et muntert indspark om en marginal idræt (ud over sit speciale, atletikken, hvor han afløste legendariske John Idorn). Og at Finn Kobberø havde en meget behagelig stemme, når han speakede badminton. På fodboldkommentatorsiden skiftedes især Svend Gehrs og Niels-Christiansen til kompetent at guide seerne fra kampene i England, mens hjemmestudiet ofte fik besøg af eksperter, for eksempel den populære Tommy Troelsen, der introducerede seerne for taktiktavlen.

Sexbomben og svigermors drøm

I hele menageriet var der to gennemgående lederskikkelser: ankermændene. De var ”sexbomben” og ”svigermors drøm”. Claus Borre og Jørgen Steen Nielsen. De to ankermænd skiftedes til at planlægge Sportslørdag-programmerne med en uges mellemrum. Af udseende og udstråling var de to herrer ret forskellige, men begge var de ambitiøse og dygtige. Og så konkurrerede de ikke så lidt om at skabe de bedst mulige udsendelser, på et tidspunkt så meget at chefen måtte kalde dem til orden. Det var ikke god skik at ”gemme” de gode idéer og indslag til den uge, hvor man havde ankeret …, lød det fra Finn Heiner.

På trods af – eller måske netop på grund af – den konkurrencemættede atmosfære udviklede Borre og Jørgen Steen et lørdagsprogram, der klinede familien Danmark til fjernsynsskærmene uge efter uge. En undersøgelse i november 1979 viste, at 1,9 millioner seere fulgte Sportslørdag. Samtidig viste en undersøgelse fra Sydsvenska Dagbladet, at cirka en million mennesker i Sverige slog over på DR lørdag eftermiddag, fordi de foretrak Sportslørdags dækning af den ugentlige tipskamp og ikke mindst garneringen omkring den.

Med sådanne astronomiske seertal er det indlysende, at tv-sport ikke længere var forbeholdt de mandlige elementer i familierne. Tipning var blevet allemandseje, og kvinderne/ pigerne kiggede også med i hjemmene. Måske har det styrket den feminine interesse, at ankermændene var et par flotte fyre. Det har nok i alt fald ikke svækket den. Men også på den front var de to ankre vidt forskellige.

Den fødte vært

Claus Borre kom fra en karriere i de skrivende medier. Først på Helsingør Dagblad, siden på Ritzau. Han havde en årrække været ansat på Berlingske Tidende, men blev hyret til DR i Niels-Christiansens korte periode som sportschef. Borre måtte til at begynde med konstatere, at hans spidskompetence inden for boksesporten var ”optaget” af Palle Holgersen, mens motorsport og svømning fyldte forholdsvis lidt på sendefladen.

Til gengæld var han den fødte vært og redaktionschef. Han gik i alt fald rent ind hos de kvindelige seere med sin charmerende og selvbevidste facon. Han virkede fuldkommen hjemmevant på skærmen. Man havde en følelse af, at han aldrig havde foretaget sig andet. Det havde han nu.

Ugebladet SE og HØR besøgte Borre i hans hjem i efteråret 1978. Reportagen bar overskriften ”Sportens sexidol står i bleer til halsen”. På det store blikfang-foto så man sexidolet i færd med at skifte ble på sin etårige søn. Han gjorde i øvrigt et behjertet forsøg på at afskrive sig titlen som sexbombe: ”Det er en skrøne, at jeg bliver bestormet med tilbud fra villige damer. Jeg får heller ikke mange fanbreve fra damer i den giftelystne alder. Jeg vækker faktisk ikke opsigt hos det nuværende stærke køn, men derimod børn kommer mig tillidsfuldt i møde, når jeg er ude til idrætsstævner og lignende.”

Berømmelsen havde en ubehagelig bagside

Den førte større ubehageligheder end en overfladisk ugebladsreportage og en ufrivillig titel som sexidol med sig.

Alle havde en mening om sportsprogrammerne – og i særdeleshed om den smarte vært. Aviserne lagde beredvilligt spalteplads til rådighed for holdninger af lavest tænkelige fællesnævner i form af læserbreve fra manden på gaden. Faktisk navnlig manden på gaden. Alle tænkelige frækheder og perfiditeter blev luftet. Borre provokerede tilsyneladende med sin maskuline attitude og måtte lægge ryg til alskens personlige angreb.

Måske følte mændene derude sig i realiteten truede af skærmtrolden med det insisterende blik? Som forhenværende psykologistuderende må tanken have strejfet ham. I virkeligheden ville Claus Borre langt hellere møde menigmand over en kop øl og en pot billard.

Ærlighed varer længst

Med Sportslørdags succes gik Borre all in på jobbet som studievært og redaktionel ansvarlig. ”Man fik nærmest en blankocheck af Finn Heiner, og så var det med at udnytte den kreative legeplads, der blev os stillet til rådighed,” sagde Claus Borre til denne skribent i 2019.

Finn Heiner kæmpede i kulissen med Danmarks Radios bestyrelses formaninger om at overholde stramme budgetter, bagstræberiske diversitetskrav og restriktive reklameregler. Og for at få sportsafdelingen anerkendt som en selvstændig afdeling i DR. Heiner var en mand, der kunne slå i bordet, når det var nødvendigt, og som krævede det ypperste af sine medarbejdere. Men i planlægningen af Sportslørdag-programmerne var han klog nok til at give plads til sine to himmelstormere.

Finn Heiner karakteriserede Claus Borre som fuldkommen ærlig. ”Det var hans største styrke,” fortalte Heiner undertegnede i 2019. ”De folk, han skulle interviewe eller have i tale, satte pris på ærligheden. Han snakkede ikke nogen efter munden, rygklappede eller havde berøringsangst. For eksempel da han skulle interviewe motorsportskøreren Kris Nissen, der havde været ude for en alvorlig ulykke og blevet lappet sammen. Det var chokerende at se ham. Alle i studiet gik lidt som katten om den varme grød, men Claus sagde: ’Hold nu kæft, hvor ser du ud, mand’. Med både medfølelse og ærlighed. Det satte Nissen straks pris på, og det blev et fremragende interview.”

Fortsatte længe som boksekommentator

Claus Borre bevarede sin integritet gennem alle årene i sin ansættelse i DR. I 2005 var der så pludselig ikke plads til ham længere på den kanal, hvorfra han engang havde samlet hele Danmark ved tv-apparaterne. Men DR-sporten var da også kun en skygge af sig selv.

Den gamle charmetrold tog dog handsken op og fortsatte som boksekommentator på Viasat. Et erhverv, han bestred længe efter at alderen havde passeret de 70.

Bogen om Sportslørdag blev skrevet af Michael Kjærbøl i 2021.