Annonce
Annonce

Sparketeknikkens ukronede konge

27.10.2026 Kl. 08:00
Glenn Hoddle var en intelligent og visionær konstruktiv kraft.

Uforlignelig elegantier i Sportslørdags glansperiode

69 år i dag.

Harlowfødte Glenn Hoddle var en elegantier på en fodboldbane. Hans kælne boldføling og suveræne sparketeknik hævede spillets niveau op til ren kunst. Kultur i sin fineste form. Ganske enkelt en nydelse. Desuden var Hoddle udstyret med et fremragende overblik og en veludviklet taktisk sans.

Han var helt igennem Tottenham-knægt. Startede i klubben som 12-årig og fik debut under Terry Neill i august 1975 som 17-årig, da han kom på banen i en ligakamp mod Norwich som reserve for Cyril Knowles. Året efter kom talentet for alvor ind på holdet.

Nedtur for Spurs

Sæsonen 1976/77 blev imidlertid en total nedtur for Tottenham. Klubben havde oplevet en markant deroute, efter at managerlegenden Bill Nicholson stoppede i 1974. Nicholson stod i spidsen for Spurs fra 1958, og var manden bag såvel klubbens The Double i 1961 som den offensive, teknisk betonede og seværdige spillestil, han gjorde klubben synonym med. Efter Bill Nicholsons afsked opstod et vakuum. Mange af de ældre spillere blev skiftet ud, men det kneb med at fastholde den offensive tilgang.

Afløseren Terry Neill var i bund og grund en mere forsigtig og defensivt indstillet manager, og Tottenhams koncept kom på en glidebane. Keith Burkinshaw afløste Neill efter to middelmådige sæsoner, men så gik det helt galt. I 1977 rykkede Spurs ud for første gang siden 1935. Et 0-5-nederlag til Manchester City beseglede klubbens skæbne. Sæsonen bød også på et ydmygende 2-8-nederlag til Derby County – en kedelig klubrekord. Forsvaret hang i laser, og med hele 72 mål imod sig var det divisionens klart dårligste.

Et enkelt år i 2. division var tilstrækkeligt til at sikre returbilletten til the Top Flight. Det kneb nu gevaldigt undervejs, for oprykningen blev sikret med en smal marginal på en ni mål bedre målscore end Brighton, så Spurs kunne takke en spektakulær 9-0-sejr over Bristol City i oktober for avancementet.

Kreativ midtbane med Ossie og Hoddle

Selv om Keith Burkinshaws vej ind i managerjobbet altså var temmelig bulet, så lykkedes det for den da 43-årige tidligere klubcoach at genskabe den friske og fremadrettede indstilling til spillet på White Hart Lane, det brand, som Bill Nicholson havde fået hæftet på Spurs i sin lange æra. Afgørende for denne succes var utvivlsomt købet af den argentinske verdensmester, Osvaldo Ardiles. Med den intelligente taktiker ved sin side blomstrede talentfulde Glenn Hoddle for alvor.

Glenn Hoddle.

Ron Greenwood udtog Hoddle til landsholdet i 1979, hvor playmakeren debuterede i en EM-kvalifikationskamp mod Bulgarien. Hoddle scorede i den engelske 2-0-sejr. Siden røg Hoddle i bemærkelsesværdig grad ind og ud af landsholdet.

Det kan lyde som et underligt udsagn om en spiller, der opnåede 54 landskampe, men i realiteten oplevede Tottenham-10’eren kun sporadiske perioder som fast mand på Three Lions. De mange landskampe fordelte sig over en tiårig periode, og skader var en del af forklaringen på den manglende kontinuitet, men ikke den hele.

Læs om Ossie Ardiles: Han ændrede engelsk fodbold – så knuste Falklandskrigen hans liv

De ekstraordinære individualister stod for skud

Når England leverede skuffende resultater, og dem var der en hel del af i perioden, var der en klar tendens i pressen til, at man krævede mere fight. Man foretrak så mere løbestærke og fysisk betonede typer frem for en delikat tekniker som Hoddle.

Bevares, manden var ikke blandt de hurtigste, og han kunne godt have en kedelig vane med at falde ud af tætte, fysiske opgør på mudrede og uinspirerende baner. I modgang var hans kvaliteter knapt så iøjnefaldende. Men Hoddle var en intelligent og visionær konstruktiv kraft. Han kompenserede sin manglende speed med en klog placerings evne. Han var ingen bolderobrer, men han formåede at sætte sit aftryk på langt det meste opspil med et enormt løbepensum. Det satte hverken Ron Greenwood eller Bobby Robson tilstrækkeligt pris på.

Back to back FA Cup

I årene 1979-84 toppede Keith Burkinshaws mandskab. Og det gjorde Glenn Hoddle i realiteten også. I 1980 scorede midtbanegeneralen 19 ligamål i 42 kampe og blev kåret til Årets Unge Spiller i England. Hoddle spillede også en fremtrædende rolle i Spurs’ FA Cup-triumfer i 1981 og 82.

Hoddle scorede det altafgørende sejrsmål i 1982-omkampen mod QPR på et straffespark. I det hele taget imponerede han alt og alle med sin dominerende optræden. Han ejede ganske enkelt banen. Spurs havde da et seværdigt og offensivt mandskab med den skotske måltyv Steve Archibald og den tidligere Stokespiller Garth Crooks i angrebet. Et irsk makkerpar i venstresiden bestående af Chris Hughton og Tony Galvin satte fart over feltet i det ofte forrygende angrebsspil. Alligevel formåede Spurs ikke at nå helt til tops i ligaen.

Først og fremmest holdt forsvaret ikke helt niveau, trods ganske dygtige spillere som Graham Roberts og Gary Mabbutt. To fjerdepladser i 1982 og 83 var dog klubbens bedste placeringer i mere end et årti.

I 1984 førte Keith Burkinshaw klubben frem til sejr i UEFA Cup-turneringen. I de to ekstremt tætte finaler blev danskerklubben Anderlecht overvundet i den sidste ende på straffesparkskonkurrence. Glenn Hoddle var desværre fraværende i de to gange 1-1. Han kæmpede sig tilbage efter en skade, men manageren vurderede, at han ikke kunne nå at blive til strækkeligt fit.

Efter UEFA Cup-triumfen stoppede Keith Burkinshaw og blev afløst af Peter Shreeves.

Wenger hentede Hoddle

Trods den manglende kontinuerlige succes skal Shreeves og hans afløser David Pleat absolut komplimenteres for at holde den teknisk betonede og offensive tradition i Tottenham i hævd. David Pleat oplevede faktisk også en vis medgang i starten af sin tid i managersædet, idet Tottenham atter blev nummer tre i ligaen i 1986/87, men et finalenederlag i FA Cuppen til undertippede Coventry City var til gengæld noget af en fiasko. Det blev Glenn Hoddles sidste kamp for Tottenham Hotspur.

Den senere ”Arsenal-professeur”, Arsène Wenger, hentede nemlig Hoddle til AS Monaco. På Azurkysten boltrede englænderen sig som klassisk 10’er og fodrede George Weah og hovedspilseksperten Mark Hateley med sukkerbolde. Monaco blev fransk mester i 1987/88, og året efter imponerede Hoddle med 18 mål i 32 ligakampe.

Skiftende held med managerjobbet

Præstationerne kastede et fortjent comeback til det engelske landshold af sig, men det sidste halvandet år i Monaco blev desværre ødelagt af skader. I starten af 90’erne blev Hoddle spillende manager, i samarbejde med Ossie Ardiles, i Swindon Town og havde stor succes. To sæsoner i samme rolle i Chelsea afsluttede den aktive del af karrieren.

Som manager havde han siden skiftende held med sig. Størst succes i sin gamle klub Tottenham med en andenplads i ligaen i 2002, mens tre år som landsholdsmanager 1996-99 var en turbulent periode uden den store fremgang. Hoddle blev ristet i pressen for uheldige udtalelser, der var relateret til hans tro på reinkarnation.

Siden 2006 har han virket som en værdsat fodboldekspert i medierne.

Annonce