Annonce
Annonce

Den myreflittige slider: Manden med Maradonas trøje

25.10.2026 Kl. 10:00
Den blev solgt for et rekordhammerslag på lidt over 7 millioner pund.

Ingen fortjente den mere

Sådan kaldte Steve Hodge sin selvbiografi der udkom i 2010. I titlen ligger en vis, sund selvironi.

Hodge var ikke noget gigantisk talent, men en særdeles flittig og uhyre stabil, venstrebenet central midtbanespiller, der kunne løbe i samtlige 90 minutter og sjældent spillede en dårlig kamp. Det er stærkt og forbilledligt, at netop sådan en type kan opnå 24 A-landskampe og erhverve sig Diego Maradonas ikoniske argentinske landsholdstrøje med nummer 10. Bogtitlen indrammer en slags samlet konklusion: Hodge fik meget ud af sin karriere!

Stor succes under Clough

Steve Brian Hodge (fylder 64 år i dag) var med sin altid pålidelige og driftssikre optræden en af Brian Cloughs favoritspillere i Nottingham Forest. Faktisk medvirkede Hodge i to Clough-rekonstruktioner på City Ground.

Efter triumferne 1978-80 opbyggede Cloughie en ny og stærk generation i Forest, der atter var i stand til at spille med om medaljerne. Det skete med fokus på unge talenter, der blev håndplukket fra mindre klubber, eller gennem egen talentudvikling. Efterhånden som spillerne blomstrede op, blev de også attraktive for andre klubber. Således også Steve Hodge, der blev solgt til Aston Villa og siden kom til Tottenham, inden Clough hentede ham hjem igen i 1988.

Blev foretrukket på bekostning af Barnes og Waddle

Også landstræner Bobby Robson havde et godt øje til Nottinghamspillerens kvaliteter. Den lille midtbanemand erobrede en plads på Robsons VM-hold ved slutrunden i 1986 i Mexico. Landstræneren placerede Steve Hodge til venstre på midtbanen, frem for spillere som John Barnes og Chris Waddle. Det kan man jo mene om hvad man vil (personligt synes jeg at det var lidt trist), men det vidner om at Hodges kvaliteter blev værdsat.

Kvartfinalen blev som bekendt endestationen for England. ”Guds hånd” gav Argentina sejren, og Maradonas trøje kom i Steve Hodges eje, og lagde altså senere navn til en selvbiografi.

Steve Hodge.

Liga Cup triumfer og et sensationelt mesterskab

I slutfirserne byggede Brian Clough endnu en stærk og talentfuld generation i Nottingham, med spillere som Stuart Pearce, Des Walker og Roy Keane.

Det blev til to Liga Cup triumfer for the Tricky Trees, i 1989 og 90. I den første overvandt Forest Luton med 3-1. Managerens søn, Nigel Clough scorede to mål og Neil Webb et. I den anden nedkæmpede Nottingham Oldham på et sejrsmål af Nigel Jemson. Hodge fik fuld spilletid i begge slutopgør. Han kæmpede sig ind i den engelske VM-trup i 1990, men blev desværre skadet før slutrunden.

Steve kom efterhånden lidt i overskud i Forest. Clough valgte endnu en gang at sælge den loyale slider, denne gang til Leeds United (i 1991). På Elland Road medvirkede Steve Hodge til det sensationelle mesterskab i 1992 under Howard Wilkinsons kompetente ledelse. Midtbanemanden spillede 23 kampe og scorede hele 7 mål i Leeds’ store triumfsæson.

Karrieren endte med kampe for Derby, QPR, Watford og Leyton Orient.

Trøjens skæbne

Manden med Maradonas trøjevalgte i 2022at sælge den berømte trøje. Det afstedkom lidt af en familiefejde, for Hodges ex-hustru gik i pressen med en påstand om, at trøjen slet ikke var autentisk, men et falsum. Det foranledigede en større undersøgelse, foretaget af auktionshuset Sotheby’s, der fastslog, at spilletrøjen var 100% ægte.

Den blev solgt for et rekordhammerslag på lidt over 7 millioner pund.

Annonce