Annonce
Annonce

Den vejlensiske wingback: Var med ved 4 slutrunder

25.10.2026 Kl. 07:45
Sled og slæbte forbilledligt da Danmark vandt EM-guldet.

Vejle blev platformen

65 år i dag.

John Sivebæk startede i barndomsklubben Vejle som en ganske lovende målmand. Da Troels Rasmussen, som senere kom til AGF, slog ham af ungdomsholdene som keeper, gik Siv i marken og spillede angriber. Da han blev senior rykkede han gradvist tilbage på banen, og endte som en hurtig og angrebsivrig back. En rigtig wingback i termens bedste forstand.

I Vejle blev det til knapt 300 kampe og et dansk mesterskab i 1984 under Poul Erik Bechs ledelse. På VB’s hold dét år optrådte Sivebæk sammen med blandt andre Allan Simonsen, Alex Nielsen, Knud Herbert Sørensen, Gert Eg og Steen Thychosen.

Vejlenserne spillede momentvis forrygende og slog Frem med 9-2 og Næstved med 8-4. Mod AGF i oktober blev målmanden Alex Nielsen udvist, og John Sivebæk måtte overtage kassen. Det gjorde han omtrent lige så dygtigt og med samme selvtillid og opportunisme som når han spillede sin højre back. Forhindre en århusiansk sejr på 2-0 kunne han dog ikke.

Eneste hjemlige landsholdsspiller

På det tidspunkt havde Sivebæk også erobret en fast plads i Sepp Pionteks landsholdstrup. Landstræneren spillede kun med 1 decideret back, og der var kun to af slagsen med ved EM-slutrunden i Frankrig dét år. Den meget defensive Ole Rasmussen fra Hertha Berlin, og den langt mere offensive Sivebæk. Efter en times spil mod Jugoslavien i Danmarks anden puljekamp afløste Siv Ole Rasmussen efter en times spil. Siden blev vejlenseren foretrukket i semifinalen mod Spanien. Sivebæk holdt pladsen – med få undtagelser – de næste efterfølgende 8 år.

Længe var Sivebæk eneste markspiller på landsholdet der kom fra den hjemlige 1. division. Men i 1986 blev backen holdkammerat med Jesper Olsen i Manchester United. Ligesom det var tilfældet for Olsen i sin tid, var det også en landsholdspræstation, der var hovedårsagen til at John Sivebæk kom til England.

Målet på Landsdowne Road

Hvem kan glemme den fantastiske dribletur på Landsdowne Road? Et lob ind bag Seamus McDonough medvirkede til en dansk sejr på 4-1 over Irland i den sidste VM-kvalifikationskamp op til verdensmesterskaberne i Mexico.

Målet havde nok en hel del indflydelse på, at manager Ron Atkinson hentede Sivebæk til Old Trafford året efter. Kort efter ankomsten blev den hurtige back smidt i en vanskelig kamp på Anfield, på en uvant plads på midtbanen, og det faldt ret skidt ud. I det hele taget nåede Siv aldrig at blive en succes i Manchester, trods 31 ligakampe. Men han opnåede dog at score det første United-mål i Alex Fergusons lange æra, da han nettede på frispark i november 1986 i en kamp mod QPR.

Tiden i England blev springbræt for en ganske hæderlig karriere i fransk og italiensk fodbold. Manchester United solgte danskeren til St. Etienne i 1987. Sivebæk havde nogle udmærkede sæsoner i Frankrig og siden Italien (Pescara).

Sled og slæbte sig til EM-guldet

Starten af 1990’erne blev en sand brydningstid for landsholdet. Adskillige af Sepp Pionteks stærkeste profiler nægtede at spille for den nye landstræner, Richard Møller Nielsen, men det gjaldt ikke for John Sivebæk. Tværtimod blev han en uundværlig, rutineret del af Richard Møller Nielsens landshold. Ikke mindst i forbindelse med det uforglemmelige europamesterskab i 1992, hvor Sivebæk var en af få virkeligt rutinerede spillere.

Man husker bl.a. da Siv halvskadet lagde sig op i angrebet i den forlængede spilletid i semifinalen mod Holland, og sled og slæbte sig igennem. I finalen var Sivebæk fortsat plaget af skaden, men kæmpede forbilledligt, indtil han i det 67. minut måtte lade sig udskifte med Claus Christiansen.

Desværre kuldsejlede Ricardos mandskab i VM-kvalifikationen til verdensmesterskabet i USA i 1994. Det var skuffende, at europamestrene ikke kunne løse billet til Amerika, og forholdet mellem John Sivebæk og landstræneren kølnedes også.

Faldt ud med Ricardo

En – overfor Ricardo – temmelig kritisk bogudgivelse benyttede anonyme kilder i landsholdstruppen, og måske mente Møller Nielsen, at Sivebæk var blandt de åbenmundede og illoyale?

I hvert fald blev kvalifikationskampen i Belfast i november 1992 John Sivebæks 87. og sidste. Backen blev skiftet ud i pausen til fordel for silkeborgenseren Jakob Kjeldbjerg. Siv nåede at repræsentere Danmark ved hele 4 slutrunder.

I 1994 tog John Sivebæk hjem til Danmark, og det var forventet at han ville slutte karrieren i barndomsklubben Vejle. Men efter et år i Nørreskoven skiftede han overraskende til rivalerne fra AGF, hvor han spillede en glimrende sæson i 1996-97, primært som midterforsvarer.

Efter at den aktive karriere blev rundet af blev Sivebæk spilleragent for bl.a. Thomas Gravesen.

Annonce