
Danmark tæt på den ultimative triumf
På denne dag i 1908: Landsholdet i OL-finalen i London
OL-finalen i lacrosse blev spillet umiddelbart inden den store fodboldfinale på det imponerende White City Stadium i London. Det var særdeles uheldigt, for lacrossekampen røg i forlænget spilletid. Det betød, at fodbold-gladiatorerne måtte vente nervøst i omklædningsrummet i 45 minutter, inden de kunne sendes for løverne. Danskerne var rystende nervøse. Men man må formode at englænderne heller ikke var helt cool. De havde uomtvisteligt mest at tabe i en finale på hjemmebane, imod et kontinentalt hold som engelsk fodbold normalt ikke regnede for noget særligt. Men som havde spillet overdådigt indtil da.
Danmark havde nedlagt Frankrig B med 9-0 og Frankrig A med 17-1. Det vakte en vis nysgerrighed i den engelske opinion, selv om man på den tid ikke regnede kontinentale landshold for ret meget.

Danskerne spillede teknisk og formfuldendt
Det danske spil var stort anlagt. Det var det flydende shortpassing, med førstegangsafleveringer som hos KB, garneret med de dygtigste driblere i dansk fodbold – Harald Bohr og Sophus Nielsen – og den hovedspilsstærke August Lindgren som murbrækker helt fremme.
Men i finalen flød spillet ikke, for englænderne var helt usammenligneligt hurtigere i opfattelsen og i den tekniske udførelse, end de modstandere Danmark havde mødt tidligere i turneringen. Danskerne blev ramt af kontraangreb når de tabte bolden, og de måtte slide hårdt for at få spillet til at lykkes.
Et afgørende moment var den store forskel i kvalitet på målmandspladsen. KB’s Ludvig Drescher droppede efter 10 minutters spil en ellers nem bold, hvorimod den engelske målmand Horace Bailey var fremragende.
Forsvaret måtte i det hele taget kæmpe hårdt for at holde englænderne væk fra det danske mål og fra chancer, hvilket de faktisk gjorde rigtig godt. Charles Buchwald og Harald Hansen var på denne tid klart Danmarks to stærkeste backs. Og de har næppe leveret flere tacklinger og gået mere til stålet i nogen andre kampe i hele deres karrierer, end på denne lørdag i London.
Alt om finalens yngste dansker: Danmarks verdensklassespiller: Tjente aldrig en krone på sit talent

Danmark dominerer anden halvleg
I anden halvleg måtte tilskuerne måbende konstatere, at Danmark havde det meste af spillet. Kombinationerne begyndte for alvor at glide, og troen på miraklet voksede tydeligt med spillernes større selvtillid.
Desværre afgjorde den engelske dommer Lewis kampen med en grov fejl. Han lod stjernen Vivian Woodward få frit løb på et tilfældigt kontraangreb, selv om ingen på stadion – ikke én eneste af de 12000 mennesker på lægterne – var det fjerneste i tvivl om at han var pivende off-side!
England forsvarede siden føringen og tog guldet hjem. Men applausen og de stående ovationer efter kampen gjaldt i udpræget grad de danske spillere. De gik ned med stor ære og havde afgjort fortjent bedre. Publikum overgav sig fuldkommen til det undertippede danske hold, der især i anden halvleg havde været finalens klart bedste.
Dagen efter skrev en af de store engelske aviser, at dagen snart oprinder, hvor fodboldens moderland vil blive overgået. Det holdt stik.
Finalen i tal:
24-10 1908. White City Stadium, London. 12000 tilskuere.
Storbritannien (England)-Danmark 2-0. Mål: Fred Chapman, Vivian Woodward.
England: Horace Bailey, Watty Corbett, Herbert Smith, Kenneth Hunt, Fred Chapman, Robert Hawkes, Arthur Berry, Vivian Woodward, Harry Stapley, Clyde Purnell og Harold Hardman.
Træner: Alfred Davies
Danmark: Ludvig Drescher, Harald Hansen, Charles Buchwald, Nils Middelboe, Kristian Middelboe, Harald Bohr, Oscar Nørland, August Lindgren, Sophus (Krølben) Nielsen, Vilhelm Wolfhagen og Bjørn Rasmussen.
Træner: Charles Williams.