Den glemte ”Hollænderdræber”

Arbejdsom KB-wing

Harald Christian Lyngsaa blev født på denne dag i 1917. Lyngsaa spillede ungdom i KB og kom på førsteholdet i 1936. Han var en pågående wing af den arbejdsomme type, altid i bevægelse og uhyre energisk – modsat mange af tidens andre offensive kantspillere, hvis wing-spil ofte var af ”luksusklassen”.

I 1937 var Lyngsaa som venstre wing med til at tabe 2-1 til B.1903 i en meget tæt og hård finale i KBU’s pokalturnering, og i årene efter vandt KB bronze, sølv og så guld ved DM (i 1940).

Harald Lyngsaa bød ind med gennemstabile præstationer, og DBU’s udtagelseskomité fik da også øje på ham, selv om der var skrap konkurrence fra bl.a. Eigil Thielsen fra AB og Fremad Amagers Oscar Theisen.

KB’eren debuterede på A-landsholdet i DM-sæsonen, et halvt års tid efter at Danmark var blevet besat, i et spændingsmættet 1-1-opgør mod arvefjenden Sverige i Stockholm. Klubkammeraten Eigil Nielsen fik også debut ved samme lejlighed.

Foretog et af de ”forbudte” klubskifter

I 1942 foretog Harald Lyngsaa et overraskende klubskifte (uvist af hvilken grund) til B.93. Det var ikke velset dengang, at spillerne ændrede deres klubadresser. DBU så med stor skepsis på fænomenet. Kunne der være tale om skjult professionalisme?

Efter det obligatoriske halve karantæneår, spillede Lyngsaa 11 kampe for 93’erne og medvirkede til endnu et dansk mesterskab. B.93, med bl.a. Lille-Kaj Hansen, Arne Sørensen og Poul L. Hansen slog AB i DM-finalen med 3-2. Under besættelsen var divisionssystemet omstruktureret til regionale kredse for at spare på transportressourcer mm. De bedst placerede klubber mødtes så efter cup-princippet og afgjorde det danske mesterskab imellem sig.

93-epoken blev dog kun et kort intermezzo for Harald Lyngsaa. Allerede året efter var han tilbage i KB. Her spillede wingen en vigtig rolle i klubbens suveræne serie på tre mesterskaber i træk 1948-50.

I 1949 havde Lyngsaa hovedrollen i en mindeværdig – om end i dag ganske glemt – landskamp.

På undertippet landshold i hollandsk jubilæumsfest

Scenen for landskampen mellem Holland og Danmark i december 1949 var fejringen af det hollandske fodboldforbunds 60-års jubilæum. Kulissen var det Olympiske Stadion i Amsterdam med 65000 tilskuere. Og lad os bare være ærlige: De danske gæster var ikke levnet mange chancer. Fra OL-Bronzeholdet fra året før var nu kun Eigil Nielsen, Poul Petersen, Dion Ørnvold og Axel Pilmark tilbage. Resten var blevet professionelle.

Defensiven organiseredes af den kloge Køge-centerhalf, Edwin Hansen. I offensiven var den lange AGF’er Aage Rou Jensen strategen, der skulle lede og fordele spillet sammen med den lille dribler, Niels Bennike fra KB og den debuterende centerforward, Carl Holm fra B.1903.

Mere om Niels Bennike: Han gjorde KB til mester – og blev siden en succes i Italien

Abe Lenstra og co. blev sat til vægs

Holland havde 3 måneder forinden vundet med 2-1 over danskerne i København, og ved den lejlighed løj cifrene. Oranje havde været klart bedst og nærmest nedspillet Danmark.

Men her ved det festlige jubilæum gik det ikke planmæssigt. Danskerne spillede bedst, og værterne måtte gribe til hårdhændede metoder for at holde de danske wings, Hartvig Møller og Harald Lyngsaa nede.

Efter 56 minutter scorede sidstnævnte et fortjent føringsmål til danskerne, og Holland, med stjernen Abe Lenstra i spidsen, iværksatte et desperat pres. Det lykkedes dog de rød-hvide at kæmpe sejren hjem.

Alt i alt blev dysten et opgør lige efter myreflittige Harald Lyngsaas hjerte. Han blev intet mindre end ”hollænderdræber. Men kampen blev altså ikke lige den festlige fejring af fodboldforbundets fødselsdag, man havde forestillet sig i tulipanlandet. Til gengæld blev det en stor opmuntring for dansk fodbold i en periode, hvor landsholdet og den hjemlige elite blev drænet af den voldsomme spillereksport.

I 1950 spillede Harald Lyngsaa sin 14. og sidste landskamp for Danmark. Han afsluttede karrieren i KB året derpå, som 33-årig.

Uden for kridtstregerne arbejdede Lyngsaa som kontorassistent i et firma der fremstillede fyldepenne. Han døde i 1982.