Scholes med ny kritik: Selv United-spillerne keder sig
Paul Scholes har flere gange i efteråret været ude med hård kritik af hans tidligere klub Manchester United. Efter lørdagens FA Cup-sejr over Sheffield United var den tidligere engelske midtbanespiller igen ude med hårdt kritik af Louis Van Gaals mandskab.
Manchester United spillede igen en dårlig kamp og formåede først at score til 1-0 i overtiden, da Wayne Rooney omsatte et straffespark. Den dårlige præstation fik sågar flere af De Røde Djævles fans til at forlade Old Trafford før tid:
– Jeg forstår godt, at fansene går før tid, fordi selv United-spillerne lignede nogle som kedede sig, siger Paul Scholes.
– Der er ingen gejst, ingen der ofrer sig for sidemanden, ingen smil og underholdning. Louis Van Gaal kedede sig sikkert også på bænken, men han vil gå ud og sige, at han er glad.
Paul Scholes er overbevist om, at Louis Van Gaal vil være tilfreds med dagens præstation, selvom spillet ikke var kønt:
– Det var ikke nogen god præstation i dag, men jeg tror, at Louis Van Gaal vil være tilfreds, fordi det er måden han kan lide at spille fodbold, slutter Paul Scholes.