Van Gaal: Spillerne skal være mere kritiske
Presset på Louis Van Gaal er ikke lige så stort i 2016, som det var i slutningen af 2015, hvor klubben var igennem sin værste periode i 26 år. Lørdag aften står De Røde Djævle overfor Sheffield United i FA Cuppen og et nederlag kan hurtigt være med til at øge presset på den hollandske manager.
Selvom Louis Van Gaal stod for skud, da klubben ikke vandt otte kampe i streg, så mener han, at spillerne også bør tage noget af skylden på deres skuldre. På pressemødet forud for FA Cup-kampen hentydede den hollandske manager, at Manchester United-spillerne har taget for let på opgaven.
Spillerne skal fremover forholde sig mere kritisk til holdets præstation, end det har været tilfældet, mener hollænderen:
– Jeg synes, at stemningen i omklædningsrummet er god, måske endda for god, fordi de ikke forholder sig kritiske nok overfor hinanden, siger Louis Van Gaal.
– Det er godt, men også kun til et bestemt punkt.
I forsøget på at give spillerne mere ansvar, afslører Louis Van Gaal, at han inddrager spillerne mere i taktikken, så de også kan sætte deres præg på spillet:
– Jeg giver dem muligheden for at komme ud med deres tanker om fodbold. På den måde får de også mere ansvar, slutter Louis Van Gaal.