Ny transferrekord i vente: Bournemouth tæt på tidligere Arsenal-talent
Vinterens transfervindue har været åbent i en lille uges tid, og Premier League-oprykkerne fra Bournemouth har været aktive på transfermarkedet.
The Cherries har allerede hentet den argentinske kantspiller Juan Iturbe fra AS Roma på et lejeophold, der gælder for resten af sæsonen. Men Eddie Howe er slet ikke færdig med at forstærke offensiven på Vitality Stadium.
Ifølge Daily Telegraphs oplysninger, så er Bournemouth meget tæt på at lukke en aftale med Wolverhampton omkring en transfer af lynhurtige Benik Afobe.
Den nu 22-årige angriber skiftede fra Arsenal til Wolverhampton for godt et år siden i en handel, der kostede Championship-klubben omkring £2 millioner, og i sommer var han på ønskelisten hos Norwich, men de måtte se flere af deres bud blive afvist.
Daily Telegraph hævder, at de sidste detaljer mangler at falde på plads, før der er en aftale mellem Bournemouth og Wolverhampton, men prisen kommer til at ligge på omkring £10 millioner, svarende til 100 millioner kroner.
Det forventes, at handlen bliver færdiggjort i denne weekend, og dermed vil Benik Afobe slå transferrekorden i Bournemouth, som lige nu besiddes af Tyrone Mings, der blev hentet i Ipswich for £8 millioner sidste sommer.
Benik Afobe har nettet ni gange i sine 25 ligeoptrædener denne sæson.