Pongo: Aston Villas store ener

Den stædige legende

Aston Villa er en klub med en lang og glorværdig fortid. Spillere som Paul McGrath, Peter Withe og Tony Morley har indskrevet deres navne i The Villains’ historie som legender. I Birmingham-folkloren er der dog ingen der overgår Tom ”Pongo” Waring.

Med sine 1,87 meter var Pongo et hoved højere end de fleste på sin tid. Han blev født (den 12. oktober) i 1906 i Birkenhead, og allerede som knægt var han et indlysende angrebstalent. Han var hurtig, stærk i hovedspillet og besad evnen til at forudse hvor chancerne ville dukke op. I boksen var han dødsensfarlig. Kælenavnet fik han fordi han mindede om tegneseriehunden Pongo. Altid i godt humør og altid klar på skæg og ballade. Men Tom var også ekstremt stædig og temperamentsfuld, og han var uhyre anti-autoritær. Gik sine egne veje og ville bestemme selv. Han havde ikke travlt med at blive fuldtidsprofessionel og prioriterede i stedet sit arbejde på en bilfabrik i Birmingham. Selv efter sit gennembrud som fodboldspiller insisterede han på at fortsætte med at jobbe halvtids ved samlebåndet.

Startede som chokoladesælger på stadion

Det blev Tranmere Rovers der gav den da 20-årige Pongo hans første professionelle kontrakt i 1926. Det var en ret speciel én af slagsen, for ved siden af fodbolden skulle Pongo gå til hånde med forskellige ad hoc-opgaver i klubben, bl.a. sælge chokolade i forbindelse med kampene. Der gik imidlertid ikke længe før den nye lærling overbeviste om at han ikke skulle se opgørene på Prenton Park fra tilskuerpladserne. Med 23 mål i 24 kampe, heraf 6 kasser i en pokalkamp mod Durham, bankede større klubber snart på døren hos Tranmeres manager. Et bud på 4750£ udløste en transfer til Aston Villa.

23000 nysgerrige Villa-supportere mødte op for at se Pongo debutere for reserveholdet. Han scorede tre gange og blev straks publikum-favorit. Den første sæson på Villa Park kastede 25 scoringer af sig, og efter en skadesperiode var Pongo på toppen i 1931. I sæsonpremieren udraderede Villa Manchester United med 4-0, og Pongo noteredes for alle fire garn. Som spydspids i en levende angrebskæde med Eric Houghton, Billy Walker og Joe Beresford nettede Pongo 49 gange i ligaen, og med et enkelt pokalmål nåede han altså op på magiske 50 scoringer. Villa spillede et brag af en sæson og blev kun overgået af Herbert Chapmans Arsenal.

For uregerlig til landsholdet

Det engelske landshold blev da også aktuelt for Pongo. Han debuterede i Belfast for Three Lions i en 6-2-sejr og scorede to gange. Der var voldsomme uroligheder i Nordirland på det tidspunkt, og der lå bevæbnede snigskytter på taget af Windsor Park. Pongo sagde til klubkammeraten Eric Houghton, at han skulle passe på med at løbe ind i straffesparksfeltet. Det ville straks udløse et par riffelskud… I alt fik Pongo 5 landskampe og scorede 4 gange. I længden var han desværre for uregerlig til at kunne få en længere karriere på landsholdet.

Pongo havde nemlig sin helt særegne tilgang til arbejdet som professionel. Han kendte udmærket sit eget værd for klubben og udnyttede sin position og status til at slippe for sin yndlingsaversion: Træning. Til en typisk træningssession dukkede Waring op når det passede ham – om overhovedet. Så dryssede han lidt rundt og drak vand og limonade. Når støvlerne endelig blev snøret, resterede der som oftest kun få minutter af dagens træningsprogram. Ingen kunne sætte sig igennem overfor ham. Han havde jo også jobbet på Hercules Motors at falde tilbage på. Og Villa behøvede hans unikke evner som målscorer.

I dag forekommer det mærkeligt, men holdet blev styret af et par coaches, og taktikken gav sig selv. Først i 1934 ansatte Villa for første gang en fuldtids-manager, Jimmy McMullen. Klubbens stærke mand var imidlertid sekretæren Billy Smith.

Truede med at skyde klubsekretæren

Engang sad McMullen og forklarede nogle taktiske momenter for spillerne i omklædningsrummet med nogle kopper på et bord. Ind ad døren kom Billy Smith, og da han så hvad der foregik væltede han bordet med taktik-kopperne og råbte: ”Fodbold spiller man derude på grønsværen, og ikke på et bord herinde!” Hvorefter den koleriske bestyrelsesmand skred og smækkede døren efter sig. McMullen sad og var temmelig lang i ansigtet. Han og Pongo klikkede ikke ret godt. Dertil var der for meget ”Maverick” over Waring.

Til gengæld var der gensidig respekt imellem hidsigproppen Billy Smith og Pongo. Det var dog nær endt galt i et enkelt tilfælde. Villa skulle spille pokalkamp i Chesterfield og Pongo gik i byen og fik nogle genstande. Han vendte tilbage til hotellet i overrislet tilstand og begyndte at brokke sig over maden. ”Det ædelse kan jeg sgu også få derhjemme” og mere i den dur. Ingen af lederne sagde noget, men Smith skulede ondt til den berusede Waring. Om morgenen kom hævnen: Pongo var sat af holdet. Den officielle melding udadtil var, at han var ”lettere forkølet”.

Waring satte sig på tribunen med et indre raseri og så sine holdkammerater skrabe en uafgjort hjem. Der var returkamp om onsdagen. Tirsdag formiddag trænede truppen, men Pongo var ikke omklædt. Billy Smith konfronterede ham: ”Skal du ikke se at komme i sving, du skal jo spille i morgen”, sagde sekretæren. Pongos iltre temperament eksploderede: ”Det skal du ikke regne med”, replicerede han, hvorefter de to mænd påbegyndte et højlydt skænderi. ”Hvis jeg havde en pistol her, så ville jeg skyde dig lige på stedet”, råbte den arrige Pongo. Truslen var så absurd at alle tilstedeværende brød ud i grin. Inklusive Smith og Waring selv. Pongo skiftede tøj og trænede med, hvorefter han tog del i onsdagens 2-0-sejr over Chesterfield.

Fansene demonstrerede imod hans transfer

Hadede Pongo at træne, var han til gengæld en passioneret golfspiller. Engang spillede han med nogle af holdkammeraterne og fik den geniale idé at knække Billy Walkers driver. Walker lagde ikke mærke til noget og gav køllen et ordentligt sving. Køllehovedet røg selvfølgelig af og smadrede en rude i golfklubbens klubhus. Som små uartige skoledrenge tog Villaspillerne flugten.

I længden kunne Aston Villas bestyrelse imidlertid ikke blive ved med at goutere Pongos udskejelser. I 1935 havde den farverige centerforward problemer på hjemmefronten. Han drak mere end sædvanligt og tævede en utilfreds tilskuer midt under en kamp. Villa lå i bunden. Klubbens ledelse valgte at sælge Pongo til Barnsley, hvilket foranledigede 5000 vrede tilhængere til at demonstrere i protest foran klublokalerne. Men Pongos transfer stod ved magt, og Villa rykkede ned.

Afpresning

Pongo spillede kun en enkelt sæson i Barnsley, men det gik ikke stille af sig. Før en udekamp mod Birmingham City bad forwarden om lov til at besøge sin kone i nærliggende Shelsey Beauchamp. Det blev nægtet, men det afholdt naturligvis ikke Pongo fra at snige sig afsted alligevel. Da han vendte tilbage til hotellet, kl. 2 om natten, var der ingen der lukkede ham ind. Han blev træt af at dundre på døren og satte sig på trappestenen i flere timer – godt indestængt. Et kvarter før kampen gik han i strejke. ”Jeg vil have en bonus på 5£, ellers kan I rende mig”, meldte han til den forbløffede manager. Fem minutter senere fik han sin femmer, med løfte om endnu én hvis han kunne score. Pongo spillede en brandkamp og lobbede et vidundermål ind over Birmingham-keeperen Harry Hibbs fra 30 meter.

Sæsonen efter skiftede Pongo til Wolverhampton, men det blev ingen succes. Han vendte hjem til Tranmere Rovers og spillede et par udmærkede sæsoner, inden karrieren blev afsluttet i en række småklubber.

Pongo gik bort i 1980. Hans aske blev strøet ud bag det ene mål på Villa Park. Med 159 mål i 216 ligakampe for Aston Villa er betegnelsen ”legende” knapt tilstrækkelig.