
Kæmpetalentet blev kun 20 år: Omkom i dansk fodbolds mest tragiske ulykke
Bomstærkt kæmpetalent
Født på denne dag i 1939.
Maskinarbejderen Arne Karlsen var en bomstærk og meget talentfuld forsvarsspiller, der oprindeligt kom fra Holstebro, men havde arbejde i København i slutningen af 1950’erne og spillede for KB.
Karlsen debuterede på U-landsholdet i juni 1959 i en kamp mod Sverige, der endte 2-2. Tommy Troelsen scorede begge danske mål på straffespark.
I løbet af efteråret repræsenterede KB’eren U-landsholdet yderligere to gange, og i december fik han tilmed chancen på A-landsholdet på træningsturen til Sydøsteuropa. Her blev det til debut mod Grækenland (3-1) og yderligere en landskamp mod Bulgarien (1-2).
Det er givet at landstræner Arne Sørensen vurderede Karlsen meget højt, om end han foretrak Skovshoveds mere rutinerede Poul ”Løve” Andersen som landsholdets back i højre forsvarsside. I maj 1960 afløste Arne Karlsen netop Løven som reserve i slutfasen af landskampen mod Norge, som blev vundet med 3-0 på to mål af Flemming Nielsen og et af Poul Pedersen.
Fremtidens centerhalf på landsholdet
KB-talentet blev ofte fremhævet i pressen som en mulig løsning på positionen som centerhalf, hvor UK på skift havde afprøvet B.1909’eren Bruno Eliasen og Brønshøj Boldklubs Villy Krag, inden valget faldt på den stærke AGF-stopper Hans Christian Nielsen. Der var røster der mente, at UK tænkte for traditionelt og konservativt, og foretrak fysisk stærke, men langsomme, hovedspilseksperter. Arne Karlsen havde fart, var placeringsstærk af sin alder, og havde en formidabel nærkampstyrke.
En lang serie af testkampe for landsholdet i foråret og sommeren 1960 udviklede sig til noget af et rivegilde om diverse landsholdspladser. Konkurrencen var stenhård, men kontinuiteten var til gengæld bekymrende lavt prioriteret. Dagsformen var tilsyneladende altafgørende, og truppen blev afprøvet og gennemprøvet og konstant evalueret og ændret.

For Arne Karlsens vedkommende var det et indlysende problem, at han aftjente værnepligt på det tidspunkt. Men ikke desto mindre blev han udtaget til den endelige danske OL-trup der skulle til Rom. Jeg kan ikke bevise det, men er overbevist om, at Arne Sørensen gennemtrumfede udtagelsen af Karlsen.
Stærk kamp kort før OL
Den 26. juni styrkede han sin kandidatur til en plads i startopstillingen på OL-holdet, da han medvirkede på Københavns udvalgte hold til at besejre Provinsen med 3-2, foran 14000 tilskuere i Idrætsparken.
Arne Karlsen spillede centerhalf på det sejrende hold, mens hans forsvarsstyrmand i det daglige i KB, Henning Helbrandt, måtte nøjes med positionen som venstre back. På Provinsens hold var Hans Christian Nielsen central forsvarskrumtap, mens Ernst ”Sømanden” Eriksen fra B.1909 og Vejles Poul Jensen agerede backs.
Karlsen var på det københavnske hold med klubkammeraterne Per Funch Jensen og Kurt Krahmer. De tre skulle dele en grum skæbne blot tre uger senere.
Den tragiske flyulykke
Desværre gik Arne Karlsens vej ikke til Rom. Skæbnen ville nemlig at han, sammen med 7 fodboldkammerater på vej til (endnu en) testkamp (mellem B- og U-landsholdet i Herning), tragisk forulykkede i Kastrup Lufthavn den 16. juli og blev dræbt.
Dermed mistede dansk fodbold et af sine helt store talenter. Arne blev kun 20 år.
Læs alt om den forfærdelige flyulykke her: Den dag himlen faldt ned over dansk fodbold

De 8 omkomne:
Per Funch Jensen, KB
Arne Karlsen, KB
Kurt Krahmer, KB
Søren Andersen, Frem
Ib Eskildsen, Frem
Erik Pondal Jensen, AB
Børge Bastholm Larsen, Køge
Erling Spalk, Ikast
Mindesmærket
Det projekterede mindesmærke for De 8 bliver afsløret i Valby Idrætspark den 1. juni 2027.
Det er den velestimerede kunstnerduo Bank & Rau der står for udformningen.