
Dygtig keeper: Men negativ rekord på landsholdet
Kaj Jørgensen blev født på denne dag i 1925.
Det lå bestemt ikke i kortene at Kaj Jørgensen skulle få en fin karriere som bogholder i København, og da slet ikke at han skulle blive en berømt fodboldspiller blandt akademikere og studenter i AB.
Kom fra Horsens
Han voksede op i Horsens i meget små kår. I 1930’ernes usikre økonomi og store arbejdsløshed forsøgte faderen at forsørge sin familie som jord-og betonarbejder. Kaj fik imidlertid realeksamen og spillede i Horsens fS, hvor han markerede sig som en særdeles dygtig og lovende målmand.
I 1948 tog Kaj Jørgensen til København for at læse på handelshøjskolen, og i AB havde man brug for en talentfuld keeper. På et ellers fremragende mandskab, spækket med landsholdsspillere og dansk mester i 1943, 45 og 47, var målmandspladsen en øm tå. Først havde Knud Lundberg overtalt sin håndboldkammerat fra HG, Frode Svendsen, til at stå på mål, og siden benyttede man den hærdebrede Werner Nistrup Madsen, der siden en markant lederskikkelse i AB. Kaj Jørgensen gik direkte ind i AB-buret og blev en stor succes.
Kaj uddannede sig til bogholder, og som målmand var han da også systematisk og grundig. Altid med sixpence og knæbind. Hurtig på reflekserne og gennemseriøs i sin tilgang.
Gik glip af OL pga. arbejde
I 1950 fik han en ganske kedelig debut på A-landsholdet. Modstanderen var frygtindgydende Østrig på det berømte Prater i Wien, og Jørgensen afløste en skadet Henning Elting efter et kvarters spil. Værterne splittede totalt danskerne ad, og nederlaget på 5-1 var i underkanten.
Året efter blev Kaj Jørgensen ramt af en alvorlig skade, men efter et fint comeback i 1952 blev han udtaget til landsholdet der i Idrætsparken tog imod et stjernebesat skotsk landshold med blandt andre Larry Reilly, Bobby Mitchell og Billy Liddell. Skotterne vandt med 2-1, men mødte ganske stærk dansk modstand. Paul ”Rassi” Rasmussen scorede for Danmark.
Kaj Jørgensen blev derefter udtaget til OL-holdet der skulle til Helsinki. Desværre måtte han melde afbud pga. arbejde. I dag lyder det jo helt skørt, at landets bedste målmand ikke var i stand til at repræsentere nationen i den største internationale turnering, landsholdet stillede op i. Men dengang måtte amatørerne passe de civile erhverv, og DBU ville ikke kompensere for den tabte arbejdsfortjeneste.
Der var skarp konkurrence om pladsen som førstemålmand på OL-holdet, og i Kajs fravær tilfaldt den KB’s Jørgen ”Panteren” Johansen. Reservetjansen gik til den da ret urutinerede Henry From. Danskerne klarede sig i øvrigt pænt og nåede frem til kvartfinalen.
Læs om Henry From: Han blev kaldt for usikker i årevis – så blev han Danmarks OL-helt som 34-årig
Trist bundrekord
Det blev til yderligere en række landskampe for Kaj Jørgensen i 1954 og 1956, men desværre opnåede han aldrig en sejr med landsholdet i sine i alt 11 optrædener. Det reflekterede i højere grad landsholdets sløje standard på den tid, og i langt mindre grad Jørgensens præstationer.
Statistikken er (vist nok) den dårligste for en landsholdskeeper i historien, sammen med AaB’eren Kaj Paulsen.
I slutningen af 1950’erne overlod den stilsikre bogholder målmandspladsen i AB til den talentfulde Jan Hansen.
Kaj opnåede i alt 140 kampe for AB og to danske mesterskaber (1951 og 52).
Kaj Jørgensen gik bort i marts 2001.