Gravesen og co.: Hvor er nuancerne?
Status
Danmarks landshold har afviklet to tredjedele af Nations League gruppen, og det er på sin plads at gøre status.
6 point og en foreløbig andenplads burde være et foreløbig godkendt udbytte af en historisk sammenpresset landskamptermin, hvor skaderne er regnet ned over danskerne.
Alligevel er dele af sportspressens eksperter tilsyneladende ensrettede i deres kritik. Især i forhold til landstræner Brian Riemers dispositioner.
På Viasat Sport News har man nærmest udstyret Thomas Gravesen med en ”åben mikrofon”. Den benytter den tidligere landsholdskæmpe som en slags megafon-kampagne imod Riemer. ”Han er for ubeslutsom. Han kan ikke beslutte noget som helst”, råber Gravesen. Senest er det den tidlige udskiftning af Pierre-Emile Højbjerg i Cardiff, der har trukket opmærksomhed.
Ubeslutsom?
Studieværterne i den direkte tv-dækning fremkom i pausen med en ret voldsom vurdering: ”Der var panik nede på bænken, da der skulle skiftes”. En ekstremt kategorisk karakteristik af processen. Fra folk, der sad placeret i en boks langt fra de faktiske begivenheder.
Der er ingen trænere, der på forhånd kan møde ind med en slagplan, der forudsætter, at holdets anfører og midtbanekrumtap bliver skadet efter 7 minutters spil. Det VAR et hårdt slag. Et chok. Landstræneren skal tage en beslutning, og han skal selvfølgelig rådføre sig med sin stab. Det skal først og fremmest gå hurtigt. Resultatet blev overraskende og ganske innovativt.
Indskiftningen af Andreas Skov Olsen betød, at Gustav Isaksen måtte rykkes ind på positionen som 10’er – en for ham ganske uvant rolle – mens Victor Froholdt blev rykket tilbage på Højbjergs plads. Det fungerede. I løbet af forholdsvis kort tid havde danskerne stabiliseret sig, og vundet den overordnede kontrol med kampen. Den blev aldrig givet væk. Det var ikke en landstræner, der var ”ude af stand til at tage en beslutning”. Det var en Brian Riemer der – meget hurtigt – fandt en brugbar og konstruktiv recept.
Den vakkelvorne defensiv
Det var på forhånd klart for enhver, at den danske defensiv savnede rutine, bredde og – lad os være ærlige – kvalitet.
Men forsvaret kom styrket ud af terminen. To clean sheets i nøglekampene mod Wales, og der blev ikke givet en eneste reel målchance bort i Cardiff.
I Oslo begik danskerne for mange, og for grove, personlige fejl. Det kostede i et tæt opgør, hvor landsholdet havde voldsomt momentum efter Haalands scoring, og hvor Danmark var tæt på at vælte Norge fuldkommen.
Bagefter lød kritikken, at danskerne havde været for passive i starten. Det virkede nu ikke som intentionen. I Brian Riemers regi har den taktiske slagplan ret konsekvent været baseret på højt pres. Danmark havde da også de to første brugbare chancer/skudmuligheder i kampen.
Det er enormt bittert at tabe på personlige fejl. Men med nye, uprøvede folk, så SKER der fejl. Ikke desto mindre fastholdt landstræneren tilliden til en Oliver Provstgaard, der spillede sig fantastisk op i løbet af de 4 opgør. Karaktererne fra Wales-kampen: Danmark rejste sig i modgangen: Her er karaktererne
Man kan ikke både være for defensiv og for offensiv!
Var Danmark for ”passive” i Oslo, så lød det til gengæld, at vi var ”for åbne” mod Portugal i Parken. Jeg savner lidt saglighed, for kritikken kan jo ikke være funderet på det faktiske kampforløb. Vist spillede Danmark med offensivt mod på hjemmebanen. Og ja, vi pressede højt op på en stærk modstander, hvilket materialiserede sig i to scoringer. Efter den ærgerlige og hurtige 1-2-scoring sad vi på opgøret og havde Portugal i tovene. Men de portugisiske mål faldt jo faktisk i situationer, hvor vi stod dybt og havde organisationen på plads. Ikke efter overmodige angreb, hvor modstanderne slog kontra. Bortset altså fra den (ligegyldige) fjerde scoring, hvor danskerne var nødsaget til at satse butikken.
Den bedste måde at aflaste en ikke-sammenspillet defensiv, er at lægge tyngdepunktet væk fra forsvaret. Det blev forsøgt. Portugal var bare en tand for dygtige.
Man kan kritisere et holds tilgang for at være for ”passiv” eller ”for åben”. Men ikke begge dele samtidig. Gravesen og co.: Tag og find ud af, hvordan I gerne vil have, at Danmark skal spille. I mine øjne er det essentielt at agere med fundamental tro på egne evner. Det gør landsholdet faktisk, trods al modgang.
Dødboldene
Endelig har kritikerne givet fuld gas på dødbold-problematikken.
Det er bare lidt tankevækkende, at da Norge scorede sejrsmålet over for en dansk defensiv der snorksov, blev det udlagt som Brian Riemers overordnede ansvar.
Men da Danmark selv var i stand til at nette to gange mod Wales efter hjørnespark, var det Daniel Agger, der var genial og reddede Danmark. Er der ikke nogen nuancer, der mangler?
Arbejdsro, tak!
Hvis ellers landsholdets stab kan få en smule arbejdsro, så er der meget vigtige, reelle problemer at tage fat på, frem imod den næste landskamptermin i november.
Hvem er landsholdets førstemålmand?
Hvordan får man inkorporeret Victor Froholdts potentiale og kompetencer på bedre vis end hidtil?
Er Anders Dreyer definitivt ude af betragtning til landsholdet?
Hvordan kan en skadesfri William Osula bidrage?
Go’ arbejdslyst.