Han blev Arsenals største kulthelt: Men også den største playboy
Rebellen fylder 76
Frederick Charles (Charlie) George blev publikumsfavorit på Highbury i tiden omkring sit store gennembrud i starten af 1970’erne.
Den rebelske angriber med den fuldendte teknik blev et idol og forbillede for især de ungdommelige supportere. Det var som om, at tidens ungdomsoprør spejlede sig i Charlies udseende, væsen og mentalitet. Med de markante bakkenbarter og det lange hår slentrede han over banen, let ludende og med trøjen skødesløst hængende ud over bukserne. Når han fik bolden, skete der ting og sager. Han var i besiddelse af et godt overblik og et fremragende spark. Pigerne forgudede ham og drengene idoliserede ham.
Det gjorde heller noget negativt for Charlies popularitet, at var lokal. Født og opvokset i Islington, dør om dør med Highbury, og lige i hjertet af ”Arsenal-land”.
Symbiotisk trekløver
Manager Bertie Mee tog knægten op i førsteholdstruppen i 1969, og gav debut til den da 18-årige angriber. George greb chancen og var med til at spille UEFA Cup trofæet hjem til London, da The Gunners besejrede Anderlecht i to tætte finaleopgør (4-3 samlet).
I 1970 brækkede han anklen, men han vendte stærkt tilbage og var i høj grad medvirkende til, at Arsenal sikrede sig The Double. Charlie scorede det afgørende mål i FA Cup finalen på Wembley mod Liverpool med et brag af et langskud, og blev efterfølgende hyldet som “The King of Highbury”.
Arsenals tremandsangreb med store, stærke John Radford og energiske Ray Kennedy samt teknikeren Charlie, var en stor årsag til succesen. Samarbejdet mellem det trekløver fungerede symbiotisk.
Ball kom, så, og ødelagde harmonien
Men året efter gik der grus i maskinen. Bertie Mees højre hånd, træneren Don Howe, forlod Arsenal. Spillerne græd tørre tårer, for Howe var en benhård coach. Men han viste sig vanskelig at undvære. Mee købte landsholdsstjernen Alan Ball i Everton, men den iltre verdensmester fra 1966 skabte splid og misundelse i spillertruppen med sin høje gage og sin krævende og kompromisløse tilgang. Arsenal nåede frem til FA Cup finalen, men tabte til Leeds og Ball smed i frustration og sin sølvmedalje på Wembleys græstørv.
Charlie begyndte at skeje ud, og pressen var fuld af historier om playboy manerer, alkoholmisbrug og manglende disciplin. Han kom på kollisionskurs med Bertie Mee og stak Kevin Keegan en skalle i et opgør mod Liverpool. Det kunne ikke fortsætte. I 1975 solgte manageren, til fansenes store frustration, sin forward til Derby County.
King of Derby: Gad ikke B-landsholdet
For The Rams spillede George tre fremragende sæsoner, og skiftede tilnavn fra ”King of Highbury” til ”King of Derby”. Selv ikke den elendige bane på Baseball Ground kunne forhindre ham i at glimre med seværdige præstationer.
Landsholdet manager, Don Revie, gav Charlie chancen i en landskamp mod Irland i 1976, men da angriberen blev udskiftet efter en times spil, lod han sin utilfredshed skinne tydeligt igennem. Efterfølgende meldte han fra til en B-landskamp, og udtalte til pressen, at det syntes han faktisk var under hans værdighed. Den slags gik ikke i Don Revies regi, så der blev ikke mere landsholdsfodbold til Charlie.
I 1978 skiftede ”The King” til Lawrie McMenemys Southampton, og han spillede nogle rigtig fine sæsoner på The Dell sammen med bl.a. den tidligere ”ven”, Kevin Keegan. The Mighty Mouse havde tilsyneladende glemt alt om deres sammenstød i 1972, og de etablerede et udmærket samarbejde.
Han sluttede af i 80’erne som journeyman i USA, Hong Kong mm.
Efter den aktive karriere har Charlie kæmpet voldsomt med alkohol og dårlig økonomi, men han har i en årrække været steward i forbindelse med Arsenals hjemmekampe og rundviser på Arsenals museum ved Emirates, og i dag har han det angiveligt godt.
