Liverpool tog første stik på Britannia Stadium
Efter at have banket Southampton med hele 6-1 på St. Mary's Stadium i kvartfinalen skulle Liverpool op imod Stoke i semifinalen, der havde slået Sheffield Wednesday.
Liverpool startede kampen bedst og kom frem til flere gode chancer i første halvleg, som også endte med at blive en dyr fornøjelse for Jürgen Klopp, da både Philippe Coutinho og Dejan Lovren måtte udgå med skader, der lignede to forstrækninger.
James Milner erstattede Dejan Lovren, mens Jordon Ibe blev skiftet ind i stedet for Philippe Coutinho, og den engelske kantspiller gik hen og blev matchvinder for The Reds.
I det 37. minut modtog han bolden i Stoke-feltet, og med venstrefoden sendte han kuglen ind bag Jack Butland.
I anden halvleg kom Stoke bedre med i kampen, men havde svært ved at tilspille sig de store chancer, og i kampens slutning blev Peter Crouch sendt på banen, men det lykkedes ikke for The Potters at få det udlignende mål.
Dermed tog Liverpool første stik inden returopgøret på Anfield, som spilles den 26. januar.